[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Mandag besøgte general Tosi og general Parma fra det italienske flyvevåben Sigonella Naval Air Base. Onsdag og torsdag var Chefen for Flyvevåbnet, generalmajor Henrik R. Dam på besøg.
De italienske generaler ønskede blot, ganske kort, at køre gennem det danske område, under deres rundtur på basen.
Vi havde haft natflyvning, så det var begrænset med personel på arbejde. Men en del af ledelsen stod klar på linen, da gæsterne ankom, og til stor overraskelse, ville generalerne lige hilse på. Efter et par minutter, måtte de videre i dagens program, hvor de skulle mødes med den amerikanske general for EUCOM, for at drøfte NATOs indsats i Libyen.



Sent onsdag eftermiddag ankom generalmajor Henrik R. Dam til Sigonella Naval Air Force base. Generalen blev officielt modtaget af Sigonella AFB Commanding Officer, oberst Luca Tunello, hvorefter turen gik til det danske område.
Her fik generalen en rundvisning i området og rig lejlighed til at hilse på personellet. En af vore klarmeldere fyldte 50 år denne dag. Han havde lovet at lave Chili Con Carne til hele holdet. Så aftenen sluttede med spisning sammen med hele hold 2 i operationsområdet.
Efter spisning og fejring af fødselaren var der samlet briefing og generalmajor Dam lagde ud med at takke for indsatsen hernede.

- Jeres indsats har stor effekt på den anden side af Middelhavet. At jobbet så bliver udført med et godt humør og fint sammenhold, gør at jeg er meget stolt af jer. Et stort ”Well Done” til jer alle fra mig, var nogle af generalens ord til holdet.

Torsdag morgen skulle generalen have overværet planlægning og forberedelse til dagens flyvning. Men på grund af et mindre udbrud fra vulkanen Etna, blev flyvningen aflyst. Det gav mulighed for et besøg ved detachementerne fra Sverige og De forenede Arabiske Emirater. Senere besøgte han bombegraven, hvor klargøring og samling af bomber til vores fly, finder sted.
Torsdag kl. 1300 forlod generalen detachementet igen.


Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik R. Dam, taler med de udsendte fra F-16 bidraget på Sigonella.