[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Når man er offer for et black out, bliver alt omkring en sort. I næste uge bliver alt omkring besætningsmedlemmer fra Eskadrille 722 og 724 fuldstændig hvidt. De skal nemlig til Norge for at øve landinger i sne under øvelsen med det meget passende navn White Out.

Der er rigtig godt gang i en helikopters rotorblade, når den nærmer sig jorden, og det får sneen til at hvirvle op omkring maskinen. Udsynet bliver derfor så dårligt, at man ikke kan lande på baggrund af det, man kan se. Man må benytte andre rutiner, og de skal trænes.


EH101 i sneklædte omgivelser. I næste uge skal helikopteren også lande i sneen. Foto: Kim Zimmerman

Hos Eskadrille 722, hvor de døgnbemandede redningshelikoptere hører under, opstod behovet for at kunne lande på sne allerede sidste vinter.

- Vi fik nogle aha-oplevelser med vores landinger i forhold til de mængder sne, vi fik forrige år og igen denne vinter, så nu er det altså vigtigt, at vi får trænet det her grundigt, siger Kaptajn Mark Christiansen, som selv skal med til Norge.

I første omgang skal to piloter og seks besætningsmedlemmer fra Eskadrille 722 være i Norge i uge 5. På grund af redningsberedskabet kan alle ikke tage af sted samtidig. I den sammenhæng er det lidt nemmere for Eskadrille 724,hvor Fennec-helikopterne hører hjemme. De tager fem helikoptere med og bliver i Norge både i uge 5 og 6.


AS-550 Fennec helikoptere var også på White Out øvelse sidste år, og det så sådan her ud, når den landede i en tåge af sne. Foto: Arkiv