[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Et af Flyvevåbnets Hercules transportfly og 23 folk fra Air Transport Wing Aalborg samt en IT specialist fra Combat Support Wing er i øjeblikket i Afghanistan, hvor de støtter Hæren ved den store halvårlige udskiftning af personel.

Bidraget skal i løbet af fire en halv uge transportere lige så mange folk og gods frem og tilbage, som man almindeligvis gør på seks uger. Men på trods af et meget travlt program, har der også allerede været tid til at løse ekstra transportopgaver for de internationale NATO-ledede styrker i landet, ISAF (International Security Assistance Force).



- Missionen går super godt. Alle flyvninger er indtil nu blevet gennemført som planlagt, og vi har været sparet for større tekniske fejl. Og takket være veloplagte folk og godt teamwork, har vi også haft tid til at transportere VIP-passagerer, fødevarer og køretøjer for de internationale styrker, fortæller bidragets øverstkommanderende, major V. Iversen, VIN.

VIN fremhæver også det gode og tætte samarbejde med ISAF’s hovedkvarter og planlægningsafdeling på KAIA (Kabul International Airport), som en af årsagerne til, at missionen forløber så godt.


Cockpittet i den udsendte C130 Hercules.

Satte ny højderekord
Allerede 10 timer efter ankomsten til Afghanistan var Hercules og besætning for første gang i luften for at transportere soldater og gods frem og tilbage mellem Camp Bastion i Helmand-provinsen og Kabul, hvorfra de aftrædende hærfolk fortsætter hjemrejsen til Danmark i chartrede rutefly.

En af transportopgaverne medførte desuden at Hercules og besætning satte ny højderekord for start og landing. I forbindelse med missionen skulle de lande på en plads i ca. 8.400 fods (2.550m) højde – det højeste et dansk Hercules-fly og besætning endnu har prøvet. Det er netop Hercules transportflyets styrke, at det er konstrueret til at kunne operere fra mindre og uforberedte landingsbaner og under alle meteorologiske forhold.


Flymekanikerne skifter hovedhjul på Herculesen.