[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Om kort tid drager ét af Flyvevåbnets C130 transportfly mod nordafrika for at hente sårede fra krigen i Libyen. Med ombord i flyet er især medicinsk personale fra Flyvevåbnets "MEDEVAC"-eskadrille;

- Vores medarbejdere er vant til denne type opgaver, og vi har kapaciteten til det, men det er den største enkeltstående opgave, vi endnu er blevet stillet overfor, siger overlæge og major Michael Nielsen, der er chef for Flyvevåbnets Eskadrille 690. Eskadrillen bemandes primært at læger, sygeplejersker og sygepassere, og står blandt andet for evakuering af syge og sårede med fly. De hører hjemme på Flyvestation Aalborg, og er året rundt i beredskab til med kort varsel at tage af sted, når behovet opstår.

Med sig i lastrummet har transportflyet to særlige moduler på størrelse med containere, der er indrettede som mindre intensivafdelinger. De har respiratorer og medicinsk udstyr til at holde patienterne stabile under transporten til Danmark.

Til pressen
Pressen inviteres til at besøge Air Transport Wing Aalborg for at få indblik i det udstyr og kapaciteter som Flyvevåbnet bruger til at transportere syge og sårede med.
Interesserede skal melde sig til hos ATWs presseofficer på ksh@mil.dk, og møde op ved hovedvagten på Flyvestation Aalborg fredag d. 11. november kl 10:00. 


Et af MEDEVAC-modulerne køres ombord på Hercules'en. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste Nord