[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Hæren har netop gennemførst en større udskiftning af personel i Afghanistan. Det kræver ekstra kapacitet i form af fly og mandskab, og derfor sendte Flyvevåbnet i januar et Hercules transportfly med 23 mand af sted til Kabul for at hjælpe med opgaven. på tirsdag d. 22. februar kommer mandskab og fly hjem.

Medlemskabet i NATO forpligter
Foruden opgaven med transport af de danske soldater og dansk materiel har holdet varetaget forefaldende flyvninger af NATO-mandskab og -gods, når der har været ledig kapacitet at byde ind med. Det er en del af en rotationsordning, der hvert år sender fire danske hold af sted for at løfte danske og internationale transportopgaver.

I perioderne januar – februar, april – juni, august – september og oktober – december, er der rotationshold af sted, og opholdenes varighed varierer imellem ca. fem og ca. ni uger, alt afhængigt af arbejdsmængden. Et hold består af omkring 24 mand; denne gang er de 23 af sted. Halvdelen af holdet rejste den 16. januar, mens den anden halvdel fulgte den 22. januar. Det skyldtes en VIP-flyvning, der skulle gennemføres før støtten til Hæren kunne begynde.





Soldater på vej ind i maven af et C-130J Hercules. (Foto: C-130J ISAF 2011-1)





Hercules lastes i Afghanistan. (Foto: C-130J ISAF 2011-1)


Gode resultater på trods af hårde odds 
Flyet, som mandskabet denne gang har med, har opført sig eksemplarisk, og der har kun været behov for mindre reparationer og vedligehold undervejs. Derimod har mandskabet selv haft brug for ekstra opmærksomhed og tilsyn.

Ganske kort efter ankomst brød en ondsindet forkølelse eller influenza nemlig ud, og halvdelen af holdet var lagt ned, da det stod værst til. Først et par uger inde i forløbet kunne holdets øverstkommanderende, Peter Clement Hansen, endelig melde alle raske. Det kostede to flyvedage, men det tabte arbejde blev heldigvis indhentet senere.

En enkelt gang har vejret gjort landing i Kabul umulig, og holdet måtte flyve til Kandahar for at overnatte. Det var sin sag, for der var ikke plads til dem nogen steder, så de endte med at overnatte i flyet med soveposer. Dagen efter kunne de dog uden problemer vende tilbage til Kabul og hvile ordentligt ud.


Med hjemlandet i sigte
Det er i skrivende stund blevet til 93 timer og 26 minutters flyvetid. 1607 mand er blevet transporteret til og fra deres respektive lejre, og 467.940 pund (eller 212.254 kilo) gods er blevet flyttet.

Peter Clement Hansen anslår, at de når op på omkring 1700 transporterede personer og ca. 500.000 pund gods, da mandskabet endnu har nogle få arbejdsdage tilbage, før det går hjemad. Men forberedelserne til hjemrejsen er nu i gang, og holdet glæder sig til at gense familierne og til at sætte fødderne på dansk grund igen.




Hercules i Regnvejr. (Foto: C-130J ISAF 2011-1)





LINE-faciliteter (Kontor, computere, fjernsyn, reservedele m.m.) med sneklædte bjerge i baggrunden. (Foto: C-130J ISAF 2011-1)





LINE faciliteter set fra cockpittet. (Foto: C-130J ISAF 2011-1