[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

To højtstående amerikanske officerer besøgte torsdag den 24. marts Sigonella-basen på Sicilien. De var på gennemrejse på vej til det amerikanske skib USS Mount Whitney, hvorfra Operation Odyssey Dawn indtil nu er blevet styret.

Der var tale om general Ham, som hidtil har været chef for hele operationen og samtidig er chef for US Africa Command. Med ham var generalmajor Woodward, Joint Force Air Component Commander og altså ansvarlig for operationerne i luften.


Anders Rex med pilotnavnet ERA (t.v.) hilser på de højtstående amerikanere. (Foto: US Navy Public Affairs, Sigonella)

I forbindelse med deres gennemrejse ville de gerne møde cheferne for basens forskellige enheder, og det gjaldt også oberst Anders Rex (pilotnavn ERA), som er øverst i hierarkiet hos det danske detachement. Under en kort samtale fik han lejlighed for at fortælle, hvad danskerne kan bidrage med.

- Jeg fortalte, at vi har våbenpakker og sensorpakker, der gør, at vi kan løse alle tænkelige opgaver både dag og nat, fortæller ERA og tilføjer:

- Derudover sagde jeg, at vi er meget fleksible og hurtigt kan lave om i vores fly-konfigurationer, hvis missionerne pludselig ændrer sig, og man skal bruge en anden type våben end planlagt. Der kan vi yde en hurtig indsats.

Efter mødet steg de to amerikanere med deres følge ombord i to fly af typen Osprey og begav sig mod USS Mount Whitney.