[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets mobile radarenhed med betegnelsen Mobile Air Control Centre, i daglig tale MACC, deltager i øjeblikket i øvelsen AGOEX. Den mobile radars opgave et at guide kampflyenes piloter frem til de rigtige mål, og for MACC's vedkommende har øvelsen, som fokuserer på integrationen og samarbejdet mellem land- og luftstyrker under internationale operationer, et tydeligt formål.
Folketinget har nemlig tidligere i år besluttet, at MACC skal indsættes i Afghanistan i 2012.

Der er endnu ikke taget beslutning om, hvor den mobile radarenhed skal placeres i Afghanistan eller hvor mange kapaciteter den skal rykke ud med. Men helt sikkert er det, at enheden under øvelsen arbejder med et helt realistisk set-up i forhold til dét at blive udsendt til Afghanistan om otte måneder.

- Vi træner alt fra via radar at kontrollere et meget kompliceret luftrum i en krigszone og til det lavpraktiske så som forsyningsveje og administration af personel med videre, forklarer Claus Christiansen, der er chef for Mobile Air Control Centre.