[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I forbindelse med et dansk/amerikansk/afghansk koordineringsmøde, der fandt sted for et par uger siden, blev der fra US Marine Corps' side åbnet op for en drøftelse af, hvordan der kunne laves nogle socialt relaterede aktiviteter i Leatherneck/Shorabak området.

Det blev hurtigt fastslået, at en fodboldturnering på S+horabak, søndag den 13. marts, ville være den rigtige aktivitet at starte op med, da OMLT hold V (Operational Mentoring and Liaison Team: Det danske flyvevåbens mentorer) jo netop havde sponsoreret nye mål til banen.

Som sagt - således besluttet, og OMLT-V sad tilbage med opgaven at planlægge turneringen. Planlægning af en fodboldturnering vurderes umiddelbart at være en overskuelig opgave, hvis man på forhånd ved hvor mange hold der vil deltage. 




Tilskuerne er på plads - flagene er sat - stemningen er høj. (Foto: OMLT hold V.)

Denne information lod dog vente på sig i en grad der gjorde, at OMLT-V meget sent i planlægningen måtte lave en række turneringsplaner dækkende fra 5 til 12 holds deltagelse, idet det vurderedes umuligt at skulle udarbejde en plan helt fra bunden på selve turneringsdagen. 


Det viste sig på dagen, at turneringen kom til at omfatte 8 hold: 2 afghanske, 2 britiske, 2 amerikanske samt 1 hold fra henholdsvis Bahrain og Danmark.

Det danske hold og en kompetent dommer, til støtte for vores egen Medic Mentor-dommer, blev i øvrigt stillet til rådighed via National Support Element i Camp Viking.

Det øvrige OMLT-V hold tog sig således af det mere praktiske som baneetablering, turneringsplan, kampannoncering, tidtagning m.v.

Dansk - Afghansk nærkamp – Camp Viking danskerne vandt kampen 2-1. (Foto: OMLT hold V.)



Turneringen blev i lighed med alle internationale turneringer indledet med taler af både chefen for korpset, General Maluk og Shorabak-garnisonens næstkommanderende, Oberst Sayed. Talerne handlede om at spille med god sports- og kampånd, og hvad der ellers skal siges i denne situation.

Som afslutning på talerækken er det kutyme, at Garnisonens Mullah ”synger” en bøn, for at det hele kan ske efter ”hans” vilje. Dette skabte den rigtige atmosfære for turneringen og dens mange deltagere, og man kunne næsten føle suset som i ”Parken”.

Efter dagens 25 velspillede kampe trak UK-Police det længste strå i finalekampen mod et meget velspillende hold fra Bahrain Security Force.

Turneringsplanen for de 8 hold blev gennemført i 2 puljer, hvor hvert hold i puljen skulle spille 3 kampe. Vinderen med flest point i begge puljer mødtes efter sammenlagt 3 timer og 24 kampe i finalen. Selvom underlaget var sand, grus og skarpe sten – med blodige knæ til følge – blev der i alle kampe kæmpet igennem, og der blev, med den gode sportsånd in mente, dømt bemærkelsesværdig få frispark.

Finalekampen var et brag af en kamp mellem UK Police and Bahrain Security Force hvor udfaldet i lang tid stod til uafgjort 0-0, og dermed skulle afgøres på straffe. UK Police trak spændingen til sidste minut, hvor det lykkedes dem at score finalemålet og dermed æren af at få overrakt den flotte pokal af garnisonens næstkommanderende, Oberst Sayed.




Det stolte Britiske hold med pokalen. (FOTO: OMLT hold V.)