[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Repræsentanten for Forsvarets Materieltjeneste, oberstløjtnant Thomas Bork, indledte med at tale lidt om sprogforvirring:

- Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle holde denne tale på dansk, engelsk, fransk.

Han valgte at fortsætte på engelsk, hvor han forklarede pointen med, hvor vigtigt det at bruge samme sprog inden for kommunikation. Han henviste naturligvis til vigtigheden af, at Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og samarbejdsnationer har et fælles taktisk datalinksystem, der kan tale sammen.

- JDLOC er gennem tre år blevet testet og udviklet og har vokset sig fra at være en baby til en voksen, med den modenhed, der følger med, forklarede oberstløjtnant Thomas Bork over for gæsterne, der blandt andre indbefattede repræsentanter fra Hærens og Søværnets operative kommandoer, Flyvertaktisk Kommando og det franske firma Thales, der har udviklet systemet.

Efter en kort tale tog fungerende stabschef for Flyvertaktisk Kommando, oberst Steen Hartov, saksen og klippede den røde snor over, som symbol på, at Flyvevåbnet nu har overtaget JDLOC.

Som slutning på den lille højtidelighed takkede og roste chefen for Air Control Wing, oberst Lone Træholt, de medarbejdere, der i hele wing’en har udført et stort og entusiastisk arbejde i forbindelse med opbygningen af JDLOC, og hun understregede igen betydningen af det værnsfælles projekt.

FAKTA:
Link 16 er et militært dataudvekslingsformat, der lynhurtigt kan udveksle taktiske informationer som luftbillede, billeder i almindelighed, tekstmeldinger, styreordrer m.m. mellem fly, skibe og jordstyrker under taktiske operationer.

JDLOC, der er forankret i Air Control Wing, varetager planlægning, design, monitering, management og analyse af alle Link 16 operationer inden for dansk område og yder danske Link 16 enheder tilsvarende støtte, når disse deployeres internationalt.

Grafikken viser det taktiske samspil med Link 16 under en operation.