[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Med det korte varsel, som Flyvevåbnets F-16 Fighting Falcon bidrag røg af sted til Sicilien med, var det umuligt at nå at få alle de logistiske forhold på basen i Italien bragt i orden på forhånd. Det er der dog efterhånden ved at være rådet bod på. Første prioriteten efter ankomst var naturligvis at få F-16 flyene gjort klar hurtigst muligt, men også ting som spisning, sovepladser og transport skulle der lynhurtigt styr på.

Den amerikanske enhed på basen samt de italienske værter har været meget behjælpelige over for den danske enhed, og deres imødekommenhed har været en stor hjælp for danskerne. Det gjaldt også udlån af en gaffeltruck, som er nødvendig til at flytte rundt på udstyr, ikke mindst de bomber og missiler, som skal monteres på flyene.

I dag ankom så en dansk gaffeltruck samt det sidste udstyr. Inden længe vil også den bygning, som danskerne har lånt som hovedkvarter, blive rømmet af de italienere, der lige nu holder til i et par af lokalerne. Det vil give de danske soldater bedre plads og mindre intermistiske forhold at arbejde under.

Det danske bidrag på Sicilien er en del af den koalition, der er samlet for at håndhæve flyveforbuddet over Libyen. Det blev udsendt den 19. marts 2011.




De soldater på billedet, der tager sig af ammunitionen til F-16, har hidtil været afhængig af hjælp fra italienerne, når der skulle flyttes rundt på bomber og missiler. Det er ikke længere nødvendigt, og de kan nu flytte dem, når behovet er der. (Foto: Thorbjørn Forsberg)