[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyveroverkonstablen og forsyningsassistenten Annas telefon står i disse dage sjældent med røret lagt på. Der skal bestilles alt fra radarreservedele og til piberensere.
- Kunsten er at få alle tingene med i passende mængder. For meget tager plads op i containeren, og for lidt kan give forsyningsproblemer, når først vi er i Afghanistan, forklarer hun.

Anna har været forsyner i godt et halvt år, og for hende er det et nyt felt.
- Jeg har allerede lært utroligt meget ved denne proces, hvor vi pakker. Jeg skal selv med på Hold 3, og jeg glæder mig til at komme til Afghanistan og arbejde med tingene i den anden ende, siger den unge forsyner, der allerede tidligere har været udsendt til Libanon.


Anna afgiver bestillinger på skovle. I Mazar-i-Sharif er sandstorme ikke et ubekendt begreb. Foto: Arne Bach Nielsen

Også kolleger på det operative felt hjælper med at pakke. Der er brug for mange hænder.
Én af de operative, der giver en stor håndsrækning er sergenten Elo.
- Selv om vi har øvet det før, er jeg positivt overrasket over, hvordan samarbejdet mellem os alle har kørt på skinner, siger han.


Elo er i det daglige operativ, men giver en god håndsrækning i forbindelse med pakningen af MACC’ens mangeartede udstyr. Foto: Arne Bach Nielsen.

24 containere bliver sejlet til Dubai, hvorfra de flyves ind til basen i Mazar-i-Sharif i det nordlige Afghanistan, hvor MACC’en skal operere fra. Yderligere 14 containere med sensitivt udstyr bliver fløjet direkte fra Karup til Afghanistan.

Forinden skal MACC’ens område på basen have renset jordoverfladen for at sikre sig imod eventuel forurenet jord. Operationscontainerne vil stå under telte, så det følsomme udstyr bliver skånet for støv.

Missionen er således ved at blive rigtig konkret, og planen er følgende:

2012
20. januar:
Construction Team rejser for at etablere teltlejr. Det er Eskadrille 680 fra Combat Support Wing, der står for denne opgave.

30. januar:
Opstilling af MACC operative udstyr påbegyndes..

16. februar:
Operativ test MACC iværksættes.

01. marts:
MACC forventes operativ med i alt 42 medarbejdere.