[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Sent om aftenen mandag den 4. april fandt man en fejl på et af Flyvevåbnets C-130 Hercules transportfly på Sigonella-basen på Sicilien. Flyet skulle ellers have fløjet hjem til Danmark, men det måtte blive på øen, og en gruppe mekanikere måtte haste til fra Danmark.

- Flyets klarmelder fandt en stor metalsplint i den ene motor, og den fejl kunne flyet ikke flyve videre med. Den melding fik vi derhjemme, og det første, vi spurgte os selv om, var: Hvor kommer den fra?, fortæller Erling, som er seniorsergent ved Air Transport Wing og til daglig dok-leder for C-130.

Det blev hurtigt klart, at der var behov for at sende et hold fra Aalborg til Sicilien for at reparere flyet, der er en meget efterspurgt kapacitet. I sidste ende fandt man ud af, at det var et leje ved en trækaksel, der var gået i stykker, og metalstykket stammede der fra. Ikke fra gearkassen, som man først troede.


Seniorsergent Erling viser den del frem, der er fejl på. (Foto: Thorbjørn Forsberg)

- Vi røg af sted på under 24 timer, og vi er glade for at kunne støtte i forhold til den her operation. Når C-130 holder stille, gør vi alt for at få det klart igen, så vi kan levere den ydelse, vi skal, forklarer Erling.

Han peger også på, at samarbejdet med folkene fra Fighter Wing Skrydstrup, som er udsendt med F-16 bidraget, har været rigtig godt.

- Vi ser samarbejdet som vores levebrød; vi leverer en serviceydelse til enheden hernede, og både ledelsen og svendene har hjulpet med en masse, for eksempel lån af værktøj og biler, siger han.


Klar til at tappe olie. (Foto: Thorbjørn Forsberg)

Ofte væk hjemmefra
Hercules-flyet bliver brugt meget. Flere gange om året er det udsendt på opgaver i Grønland og Afghanistan, og der er også adskillige øvelser i ind- og udland af varierende længde. Det betyder en heftig rejseaktivitet for både besætninger og de, der vedligeholder den store maskine.

- Vi er meget ude. Klarmeldere er altid med på ture over et døgn og kan yde teknisk bistand som en ekstra tryghed for besætningen. Jeg selv og de fleste andre synes, det er spændende, men det er selvfølgelig sommetider en svær balancegang privat, for mange udsendelser falder ikke altid i hak med familielivet, siger Erling.

Udsendelserne har til gengæld den fordel, at den knytter folkene omkring flyet tættere sammen.


ATW-folkene godt i gang med at få Hercules-flyet klar til at gå på vingerne igen. (Foto: Thorbjørn Forsberg)

- I dagligdagen har vi ikke så meget at gøre med de operative, men det har vi, når vi er udsendt. Det giver mere respekt for hinanden, og den ene gruppe kan bedre forstå, hvorfor den anden gør, som den gør. Så ser man også, hvorfor ingen i organisationen kan undværes, fastslår Erling.

Forhåbentlig hjem fredag

Årsagen til, at B-538 ikke kom af sted torsdag aften mod Aalborg som planlagt, var logistiske problemer i forbindelse med at få trukket flyet til en placering, hvor der kan udføres et såkaldt high-power run - en rutinemæssig kontrol af motorer inden flyvning. Torsdag ventede teknikerne i flere timer på en tow-truck (en vogn, som trækker flyet) og efter at have arbejdet i 12 timer, tog de tilbage til indkvarteringen omkring klokken 20.00. Fredag morgen er det lykkes at få flyet kørt frem til afsluttende tests, og går de som forventet, vil besætningen kunne flyve omkring middag. Når C-130 opererer på fremmede baser er det tit små faktorer - ting, som er en selvfølge i Aalborg - som gør at operationerne bliver forsinkede.


Tre af folkene fra Air Transport Wing Aalborg i gang med at reparere Hercules-flyet på Naval Air Station Sigonelle på Sicilien. (Foto: Thorbjørn Forsberg)


Arbejdet følges nøje fra jorden. (Foto: Thorbjørn Forsberg)