[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]
Baggrundsinfo: OMLT omtaler en skoleåbning - læs mere om den her.
I forbindelse med den obligatoriske te-drikning, som en så stor begivenhed som en skoleåbning afføder, beskrev indbyggerne overfor OMLT chefen de lidt kedelige bivirkninger af den nærliggende spildevandskanal, der løber ud fra Camp Bastion. Eller sagt på en anden og mere direkte måde: indbyggerne er kede af stanken. Det skal lige siges, at kanalen løber langs kanten af compounden, hvilket betyder umiddelbart op ad det græsareal som udgør skoleområdet.
Efterfølgende er det blevet drøftet med amerikanerne fra US Marine Corps, som finansierer skolen, om muligheden for også at sponsorere en rørlægning af spildevandskanalen. Marinerne kunne dog ikke prioritere projektet, hvorfor OMLT har besluttet at se nærmere på en lavpraktisk, økonomisk og overkommelig løsning.
Det er nærliggende, at sådan en opgave overdrages til mentoren for ”Facility Engineering”, hvorfor det faldt i mit lod at besigtige området. Nu er sikkerhedsforholdene i Afghanistan som bekendt af en sådan karakter, at man ikke blot springer på en cykel, og kører til Naw Abad. En tur udenfor hegnet betegnes som en ”patrulje”, som CPL MK fik stablet på benene i samarbejde med USMC. Det var meningen, at en af Shorabaks enheder skulle deltage i patruljen, men her var entusiasmen ikke stor, og derfor blev det besluttet at tage af sted uden afghanerne.
Patruljen er ankommet til Naw Abad. Foto: OMLT
Iført fuld feltmæssig udrustning kørte vi til Naw Abad med et par pansrede køretøjer, et antal marinere, MK, en tolk og undertegnede. Ved ankomsten blev vi modtaget af nogle af de lokale indbyggere, som hurtig viste interesse for sagen, da de fandt ud af, hvad mit ærinde var. Desværre var lederen af landsbyen ikke til stede, men jeg fik besigtiget forholdene, beskrevet hvilke problemer beboerne har og i det hele taget dannet mig et indtryk af, hvordan problemet kan løses.
Indbyggerne i Naw Abad virkede meget venlige og imødekommende(”naturligvis” tænker de fleste sikkert - her var mulighed for at få sponsoreret et projekt). Derfor virkede det umiddelbart paradoksalt at gå rundt i sikkerhedsudrustning og med skarpladte våben - men vi tager ingen chancer.
Efter en sikker tur hjem, skal jeg nu have kontakt med en lokal contractor, som vil være i stand til at levere kloakrør af den rette dimension og indhente priser på dem. Når vi har en fast pris på ydelsen, vil OMLT herefter tage stilling til, om vi fortsætter med opgaven, eller må forkaste den.
Shit Rivers løb i udkanten af Naw Abad. Foto: OMLT
Kloakvand er en ressource
Med hundredvis af kvadratkilometer ørkenlandskab er det måske mærkeligt, at en spildevandskanal fra Camp Bastion og et compound overhovedet kommer til at ligge i umiddelbar nærhed af hinanden. Det beror dog overhovedet ikke på tilfældigheder. Placeringen af compounden er derimod ganske velovervejet;
Spildevandet udgør, ligesom meget andet af det vi kalder affald, en ressource. For en landmand er det en rigtig god kombination af vand og næringsstoffer. Det vil sige, at indbyggerne i Naw Abad har mulighed for at foretage kunstvanding ganske gratis. Afgrøderne på markerne er lidt majs, lidt hvede og en del opiumsvalmuer. De frøkapsler jeg så på valmuerne, er nu alle indtørrede, men alle er også ridsede. Det er en indikation på, af saften er ”høstet”. Hvor opiumsforarbejdningen foregår, ved jeg ikke - men at den foregår, og at heroinen blandt andet ender på Vesterbro, i Vesteuropa og USA, er der ingen tvivl om!
Vi støtter et projekt, som det her omtalte, for at styrke naboskabet med indbyggerne i Naw Abad. Forhåbentlig med det resultat, at indbyggerne holder koalitionsstyrkerne orienteret om Talibans aktiviteter i området. Desværre hjælper vores spildevandsproduktion indirekte med til dyrkningen af opiumsvalmuer, men det skal dog siges, at den afghanske regering i samarbejde med ISAF, har programmer kørende, der skal få bønderne til at undlade at dyrke opiumsvalmuer.