[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Kort fortalt drejer det sig om at gå 160 kilometer på fire dage med start tredje tirsdag i juli. Marchen, der er en af de mest kendte i verden, havde i år tiltrukket ikke færre end 45.000 marchgængere, hvoraf  5 – 6000 deltagere var militærfolk fra over 30 lande, mens resten var civile gængere. I alt var 70 nationer repræsenteret, og marchen var, som altid, en kæmpe fest og et absolut højdepunkt i Nijmegen og omegn, der er beliggende i den hollandske Gelderland-provins.

Nyt hold kridtede skoene
Foruden en række enkeltgængere, har Flyvevåbnet for første gang i mange år stillet med et helt hold på 11 mand og en cykelordonnans.  Holdet, der var meget spændte på, hvordan de ville klare strabadserne, var rigtig godt gående alle fire dage og har fået en oplevelse for livet.

- Det har været virkelig hårdt, og der er ingen tvivl om, at man lærer sin krop, og især sine ben, at kende, ler sergent Martin Gonzalez fra Air Force Training Centre, der var holdkaptajn. Alligevel har marchen og den folkefest, som den af stedkommer i Nijmegen, været helt fantastisk, fortæller han.

Sammen med de tusindvis af tilskuere, der var stimlet sammen langs ruterne og hyldede og opmuntrede gængerne, var en af de mest positive oplevelser det fantastiske sammenhold, som holdet har opbygget igennem de fire dage på vejene med vabler, marchsange og kilometer efter kilometer.
 
Læs også artiklen fra den første marchdag




Dag 4: Flyvevåbenholdet er tæt på målet. (Foto: Dansk Nijmegen Kontingent)


Fest for alle
På den sidste dag kulminerer festlighederne, når de trætte gængere traver det sidste stykke af dagens rute, der bringer dem ind i centrum af Nijmegen, hvor det hele også begyndte. På dette sidste stykke før målet er der tradition for, at tilskuerne forærer lange, farverige gladiolus-blomster til gængerne for at fejre, at de har gennemført. Derfor kaldes det sidste stykke af ruten, ganske storladent, simpelthen for Via Gladiola.

Her er der sat tribuner op langs vejkanterne, som tilskuerne køber billetter til for at være sikre på at kunne nyde optoget fra en siddeplads. Og på flade hustage med udsigt over scenariet stimler mængder af mennesker også sammen for at overvære de mange hold gå i mål, lidt efter lidt.

Noget, der også gjorde stort indtryk på holdet, var, at det lokale hospital havde hentet sygesenge udenfor, hvorfra små børn, gamle mennesker, respiratorbrugere og andre sengebundne patienter kunne nyde optoget og lade sig opmuntre af festlighederne.

Nijmegendivisionen har efterfølgende oplyst, at mellem 300.000 og 400.000 forventningsfulde tilskuere var troppet op for at deltage i festlighederne.

Hjem til ferie
Marchen blev i overensstemmelse med traditionen afsluttet med ceremoni og fest, og lørdag aften vendte holdet næsen mod Danmark igen, hvor de alle skal hjem og holde en uges velfortjent ferie.
-Det har været fantastisk, og det er næsten blevet endnu bedre, efter vi er kommet hjem og kan fortælle om det hele og tænke tilbage, siger Martin Gonzalez, der er overbevist om, at de fleste på holdet vil af sted igen.

Flyvevåbenholdet placerede sig rigtig fint, og gik i mål første og anden dag som hold nummer fire, mens de kom ind som hold tre på både tredje- og fjerdedagen, hvor de ellers havde frygtet, at holdånden og effektiviteten ville dykke. Godt gået!




Velkommen hjem: Holdet har tilbagelagt de 160 kilometer til fods. (Foto: Dansk Nijmegen Kontingent)




Glæde, lettelse og team spirit! (Foto: Dansk Nijmegen Kontingent)



Læs mere om den historiske March:


Dansk Nijmegen Kontingents hjemmeside

Nijmegenmarchens officielle hjemmeside på engelsk