[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Baggrund

Eskadrille 722, hvor redningshelikopterne hører hjemme, er taget til Norge i uge fem for at træne White Out.

I Danmark er sneforholdene mere utilregnelige end i Norge, og derfor er det nødvendigt at rejse nordpå for at være sikker på, at eskadrillen får udnyttet tiden bedst muligt.
Når man skal øve White Out, kræver det, at det øverste lag sne er nogenlunde ny og løs. Det er meningen, at helikopterens rotorblade skal hvirvle sneen op i en hvid sky, der vil lægge sig omkring helikopteren og gøre det vanskeligt at lande.

Desværre har det vist sig, at sneen omkring Rygge har ligget for længe, og den har derfor dannet en hård skorpe. Selv den 14,5 tons tunge EH101 Merlin helikopter kan ikke blæse sneen op og danne de rette White Out-betingelser for besætningen.

For at hjælpe sneskyen på vej har Eskadrille 722 flyttet træningen 120 miles længere nordpå til et koldere og mere øde område. Det har hjulpet på mængden af løs sne, men for at skabe de rette træningsbetingelser har eskadrillen været nødt til at tage sagen i egen hånd – bogstaveligt talt.


Efter en fælles indsats lykkedes det at fremprovokere en hvid sky. Foto: Kim Zimmermann

I sne til livet

Derfor kunne man i går se fire mennesker i sne til livet mosle rundt for at løsne sneen og fremprovokere den eftertragtede sky et sted i Norges vildmark. Indsatsen hjalp gevaldigt på udbyttet og de forskellige procedurer og teknikker blev afprøvet og afstemt.

Det er dog ikke en optimal løsning i længden. Status efter dag tre i Norge er altså ikke med armene helt oppe i ”sneskyerne”, men træningen er langt fra spildt.

- Selvom vi gerne ville have haft en mere medgørlig sne, har vi fået øvet vores procedurer grundigt igennem og fået styr på samarbejdet mellem piloterne og teknikerne, så det har på ingen måde været forgæves, siger kaptajn Mark Christiansen.


Et sted i vildmarken er der gang i armkræfterne. Foto: Kim Zimmermann

Fremtidens træning får gode vilkår

Besætningen består af to piloter og seks 1. og 2. teknikere, som i fremtiden skal være instruktører for resten af Eskadrille 722. Efter nogle hårde vintre med meget sne i Danmark er der opstået et behov for at alle i eskadrillen kan lande i snedækkede områder.

Meningen med denne uge er derfor også at skabe rammerne for fremtidens træningsforhold. Derfor skal der laves aftaler med nordmændene om alt lige fra operative træningsområder i vildmarken til forsyning af brændstof på mindre flyfelter oppe i fjeldene.

- Samarbejdet med Rygge Flyvestation går fantastisk glidende, og det er en meget positiv oplevelse for os, fortæller kaptajn Mark Christiansen.


Læs mere om White Out-træningen i apriludgaven af bladet Flyvevåbnet. Foto: Kim Zimmermann

Se galleri på Flyvevåbnets Facebook side