[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]
Fakta
Reserveofficersuddannelsen varer 2 år og består af fem elementer:
• 7 uger på forkursus (kun for elever uden værnepligt)
• 6 måneder på sergentuddannelsen ved AFTC
• 4 måneder på løjtnantuddannelsen ved Hærens Kampskole
• 10 måneders praktik som delingsfører
• 2 måneders stabspraktik ved en af Flyvevåbnets enheder
|
Da Flyvevåbnet for nogle år siden åbnede for uddannelse af blandt andre reserveofficerer, som ikke på forhånd havde aftjent deres værnepligt, blev det nødvendigt at tilføje en værnepligtsdel til uddannelsen.
Ved AFTC’s sergentskole, hvor de også varetager en del af reserveofficerernes uddannelse, har man længe ønsket sig, at værnepligtsdelen blev skilt fra og afholdt som et separat kursus, kun for de elever, der ikke har aftjent værnepligten.
Sidste år afholdt man forsøgsvis det første forkursus, og erfaringerne herfra er blevet indarbejdet i en plan for kurset fremadrettet. To sekondløjtnanter, der selv er i gang med at uddanne sig til reserveofficerer, har stået for planlægningen igennem det seneste halve år.
Øvelse, øvelse, øvelse – og masser af undervisning
Mandag den 27. juni begyndte så det første hold elever på kurset, og deltagerne kan blandt andet se frem til flere dage i felten end deres forgængere, hvor de skal træne grundlæggende militære færdigheder, også kaldet enkeltkæmper-færdigheder eller skyttetjeneste (SKYT).
Hvor man på det første forkursus havde to øvelsesdøgn til SKYT-træning, er der nu afsat 12 døgn. Dertil kommer, at kursisterne får hele skydeuddannelsen imod tidligere en tredjedel, og så er de almindelige arbejdsdage blevet forlænget, så undervisningsprogrammet først slutter ved 18 – 20-tiden i stedet for ved almindelig arbejdstids ophør.
- På den måde skulle der gerne blive tid til at løfte eleverne op på samme niveau, som de, der har gennemgået 4 måneders værnepligt, og herved ruste dem bedst muligt til sergentuddannelsen, forklarer sekondløjtnant M.L. Henriksen, der er delingsfører på forkurset og den ene af de to planlæggere bag det.
God at kombinere med anden uddannelse
Han forklarer om reserveofficersuddannelsen, at den sigter mere efter delingsføring og lidt mindre på topledelse, end den almindelige officersuddannelse. Derfor er den god at kombinere med for eksempel en civil karriere efterfølgende.
- På den måde synes jeg, man får man det bedste fra to verdener, siger M.L. Henriksen.
Det er han selv et godt eksempel på, da han netop er ved at afslutte sin reserveofficersuddannelse, står foran et avancement til løjtnant i næste måned og derefter begynder på kemi-ingeniørstudiet ved Aarhus Universitet til september.