Nyt fra Tombstone

Ganske som jeg plejer, inden vi bevæger os over til afghanerne, satte jeg mig denne torsdag i maj ind på kontoret og læste på de forskellige hjemmesider, vi nu har adgang til, om hvad der var sket i vores område.
 
Da jeg var ved at være færdig med det, lød alarmen for indirekte beskydning. Det er en alarm, som går i gang, når nogle af de sensorer, der er placeret rundt om i lejrkomplekset, opfanger noget i luften, der har retning imod os.

Først den ene vej…..
Da alarmen lød, var det om at komme ud i bunkeren, og vi var knapt nået derud, før vi hørte to nedslag - det ene ikke ret langt fra os. Vi var dog de eneste i Camp Tombstone, der så ud til at tage det alvorligt, og der var da heldigvis heller ingen, der kom til skade. Da signalet for ”All Clear” lød, var der mange, som slet ikke havde opfattet, at der havde været et angreb.

Hurtigt blev vi enige om, at det nok ikke var en god idé at bevæge sig for meget rundt, før vi havde fået lidt flere informationer om, hvad der egentligt var sket. Der er procedurer for, hvordan vi hurtigst muligt skal melde hjem til Danmark, når vi har været udsat for noget ud over det sædvanlige, så det gjorde jeg.

Netop som meldingen var sendt, lød alarmen igen, og denne gang var vi ikke de eneste, der reagerede. Til gengæld kom der ikke flere nedslag i lejrene.

Nogen husker kaffen, andre kameraet, når man skal i bunkeren hurtigt. Fra venstre ses John, Jesper, Martin og Michael. (Foto: Steen)


Raketter blev fundet efterladt
Efter anden alarm var afblæst, fik jeg fat i operationscentret i Leatherneck og fik en hurtig briefing på, hvad der var sket, og hvor, præcist, nedslagene havde været, samt hvor raketterne var blevet affyret fra.

John, vores næstkommanderende, og jeg skulle til et møde ved operationscenteret lidt senere om formiddagen, og her blev vi fuldt informeret om episoden. Det viste sig, at der lå yderligere fem raketter, som ikke var blevet antændt, på den affyringsrampe man fandt, da man kom ud i området. Ingen personer blev fundet på stedet.

Et uheld kommer sjældent alene
Ud over raketnedslagene denne dag, var der en afghansk tolk (ikke en af vores), som efterlod en taske ved Friendship Gate. Manden skulle til Kabul på ferie, men havde glemt noget, som han måtte gå tilbage efter, og tasken lod han altså stå imens…
Alle disse ting skete så tæt på hinanden, at folk regnede med, de var forbundne. Det skabte nogle særdeles spændende timer for os hernede.

Det betød også, at man ikke umiddelbart kunne komme tilbage til Shorabak og Tombstone fra Camp Leatherneck, så John og jeg tilbragte det meste af eftermiddagen i Camp Viking, den danske lejr i Bastion, hvor vi også skulle hente en af vores egne tolke.
Hen under aften blev der igen stille og roligt, men det har været en dag, som vi nok ikke glemmer lige med det samme.

Taliban i forårshumør
Vores kompleks var langt fra det eneste, der blev angrebet samme dag, der har været lignende angreb rundt om i resten af Helmand, så alt peger på, at dette var starten på Talibans forårsoffensiv. Det kunne vi også se på antallet af de raketter, der er blevet skudt af sted af koalitionsstyrkerne i Leatherneck.

Vi har talt flere affyringer fra de allieredes side i løbet af dagen, og de første blev sendt af sted umiddelbart efter det første angreb på vores kompleks. Ingen af de raketter, der er skudt af her, er dog mod mål i nærheden, men imod mål længere mod nord i Green Zonen, hvor Taliban og koalitionsstyrkerne kæmper hårdt og har gjort det længe.