[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Ideen om en skole blev faktisk født i det danske mentorhold (OMLT) i Shorabak for nogle måneder siden, hvor snakken gik på, hvorledes man kunne forbedre forholdet mellem de militære styrker og lokalbefolkningen.

Umiddelbart kunne det se ud som om, den slags projekter ligger uden for de danske mentorers opgaver. Tager man i betragtning, at et godt forhold mellem især den afghanske hær og befolkningen er en vigtig del af sikkerheden og fremtiden for Afghanistan, begynder det dog at give mening.

Det er faktisk også en del af den strategi, der er lagt for det, der i fagsprog kaldes ”Counter Insurgency” (bekæmpelse af fjenden), og ideen blev derfor godt modtaget, da den blev drøftet med de ISAF-styrker, der står for sikkerheden omkring basen.

Skoleprojekt efter dansk model
Den næstkommanderende ved det danske OMLT-hold udarbejdede en plan for, hvorledes man kunne udrulle etablering af småskoler i de nærliggende bebyggelser. Det skulle senere vise sig, at denne plan kom til at danne grundlag for oprettelsen af den første lille skole i Naw Abad.

Torsdag den 5. maj faldt de sidste brikker på plads, og en patrulje rykkede ud med skolebøger og skoletasker. Kun én ting manglede, nemlig lønnen til læreren. Han var blevet tilbudt 15 dollars om ugen, og der var tvivl om, hvorvidt han ville acceptere denne for os utroligt lave betaling.

Patruljen ankom til Naw Abad og blev modtaget med te på en udbredt presenning. Efter lidt indledende snak, hvor det var den afghanske hærs religiøse officer, der førte ordet, blev aftalen gennemgået og til sidst underskrevet, som det ses på billedet.




Et medlem af den afghanske gruppe underskriver skoleaftalen. (Foto: Erik Balle)

Da aftalen var underskrevet, blev der uddelt skolebøger til børnene, og som en ekstra overraskelse fik de hver en skoletaske med lidt blyanter og kladdehæfter. Det fik de store smil frem på børnenes ansigter, selvom man godt kunne være i tvivl, om de vidste hvad tasken egentlig skulle bruges til - ingen af børnene har nemlig prøvet at gå i skole før, og de har derfor ingen ide om, hvad der venter dem.





Skoletaskerne blev grundigt studeret og det var formentlig første gang, børnene så en tegning af Peter Plys. (Foto: Erik Balle)


Åbner mulighed for flere små skoler
Hvis skoleprojektet bliver en succes, kan næste skridt blive, at der oprettes flere småskoler i andre bebyggelser længere væk fra basen. Det er dog hele tiden en afvejning af risikoen mod fordelene, idet skolerne vil være truet af Taleban, som vil gøre alt for at forhindre fremskridt i landet. Sikkerheden for beboerne skal derfor være på plads, inden det sker.

Faktisk er det slet ikke ISAF, der skal oprette skoler, men det afghanske undervisningsministerium. Disse småskoler kan derfor ikke betragtes som egentlige skoler, men mere som en mulighed for at give børnene lidt undervisning. Der vil nemlig gå mange år inden ministeriet når helt ud i Helmands ørken og får oprettet en rigtig skole.





Børnene var faktisk mere interesserede i fotografen end i bøgerne. (Foto: Erik Balle)



Da overdragelsen var slut, blev der stillet op til samlet fotografering foran det hus, som rummer skolelokalet. (Foto: Erik Balle)