[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Hold 2 har været udsendt i to uger og befinder sig fortsat på Naval Air Station Sigonella. Man har fundet sig godt til rette, men kan godt mærke, at der hele tiden kommer flere nationer til basen, hvilket giver nogle logistiske udfordringer. Blandt andet til indkvartering, hvor alt er anvendt, herunder basens gymnastiksal og en hangar.

Missionerne bliver stadigt mere krævende, og situationen i Libyen er meget kompleks. Samtidig gør NATO en kæmpe indsats for at undgå at lave fejl og aflevere våben, som laver utilsigtet skade, og det stiller store krav til piloterne både før og under deres flyveture.
 

Chefen for enheden på Sicilien, Lars S. Kjøller (nr. tre fra højre), hilser på en af sine piloter, der netop er landet efter endt mission. (Foto: Kurt Hansen)

- Vi flyver de missioner som vi får tildelt. Vores missioner er fordelt mellem strategiske missioner - for eksempelvis at stoppe forsyningsveje og ødelægge kommando- og kontrolfaciliteter - og missioner, hvor vi går direkte efter at standse overgreb mod civilbefolkningen, siger oberst Lars Smedegaard Kjøller, chef for hold 2.

- Der er ikke tvivl om, at det for os er den mest krævende operation, vi har deltaget i nogensinde og det gælder om at holde fokus hele tiden. Vi har trænet til denne opgave i flere år, men alligevel opstår der hele tiden nye udfordringer, som bliver løst med kort varsel.


Det har regnet rigtig meget på Sigonella-basen på det seneste. (Foto: Kurt Hansen)

- Vejret har overraskende nok givet store udfordringer, hvilket blandt andet betød, at banen var lukket et døgn, da et fly fra et af de andre koalitionslande kørte af banen. Vores fly måtte lande på en alternativ base, men vi var hurtige til at omstille os og fortsætte operationerne derfra, siger Lars Smedegaard Kjøller og tilføjer:

- Med den indstilling og holdning ser jeg med stor optimisme frem på de fortsatte operationer med dette hold. Vi ser hele tiden på mulighederne frem for begrænsninger, fastslår chefen for det danske bidrag på Sicilien.