[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Sammenlagt har cirka 350 medarbejdere fra Flyvevåbnet været af sted som en del af Operation Unified Protector, hvis mål var at beskytte den libyske civilbefolkning imod overgreb.


Kommandofanen overrækkes fra chefen for Fighter Wing Skrydstrup oberst Lars S. Kjøller til chefen for Flyvertaktisk Kommando generalmajor Henrik Røboe Dam, og markerer dermed den formelle afslutning på operationen. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste Syd

Ved paraden, der fandt sted hos Fighter Wing Skrydstrup, hvor de danske F-16 har hjemme, talte chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam til de hjemvendte soldater;

- Den danske indsats i forbindelse med operation Oddessey Dawn og Unified Protector har for alvor sat Danmark, dansk forsvar og det danske flyvevåben på det internationale landkort, og jeg er stolt af den indsats, der er leveret.

- Vores piloter har leveret et luftmilitært svendestykke til guldmedalje, og det har været en fornøjelse at se, at den træning, vi har gennemført i de sidste mange år har båret frugt.

Henrik Røboe Dam henledte herefter opmærksomheden på det gode teamwork både blandt det udsendte personel til Italien og fra enhederne i Danmark, som har været absolut nødvendige for at holde kampflyene i luften over Libyen.


Chefen for FTK taler til de nu hjemvendte soldater. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste Syd

Også forsvarsminister Nick Hækkerup var med til paraden, og han brugt ligeledes lejligheden til at give soldaterne ord med på vejen;

- Som forsvarsminister kommer jeg også rundt og møder de samvittighedsfulde og hårdtarbejdende mennesker, der på den ene eller den anden måde bidrager til forsvaret af vores land og vores værdier.
 
- Det er mennesker, jer, der er villige til at betale en meget høj pris for vores andres skyld. Mennesker, der holder fast i, at der er ting, der er vigtigere i tilværelsen, end "hvad kan jeg sikre til mig selv"...
 
- De er mine helte. I er mine helte.


Forsvarsminister Nick Hækkerup inspicerer de sammenlagt fire hold, der har været udsendt til konflikten i Libyen. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste Syd