[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I 45 år var det S-61 Sea King-helikoptere, der blev brugt ved SAR-missioner (Search and Rescue).

Men i juni måned 2010 blev de sidste S-61’ere sendt på pension, idet nye EH101 Merlin-helikoptere overtog tjansen. S-61’erne har siden været opbevaret ved Helikopter Wing Karup og har kun været i luften i forbindelse med vedligehold, men det er altså også slut nu, har Forsvarets Materieltjeneste besluttet. 

De seneste dage har tre af de i alt fire flyvbare eksemplarer fløjet deres sidste tur, og i går, tirsdag den 5. april, var turen så kommet til den sidste Sea King ved navn U-276.

Både vemodigt og glædeligt farvel
Efter 33 år og 5300 flyvetimer som SAR-pilot i netop S-61 Sea King, var det kaptajn A. B. Thomsen (BOY), der sad ved styrepinden på den absolut sidste flyvetur. Den øvrige besætning bestod af kaptajn Bo B. Larsen (BRU) som andenpilot, oversergent Frank Olsson som 1.-tekniker og oversergent F. M. Hansen som tekniker.

Turen varede 40 minutter, og kl. 14:34 landede helikopteren for sidste gang på Flyvestation Karup.
- Jeg ville gerne være den, der fløj den sidste tur i helikopteren, da jeg havde en del at sige farvel til efter 33 år, fortalte BOY, der går på pension 1. maj.

Besætningen havde kedeligt vejr til den sidste tur, og det ærgrede dem lidt, men på den anden side var det rigtigt SAR-vejr med regn og blæst, som de havde oplevet så mange gange før, når de fløj ud, forklarede BOY, så der var også noget rigtigt ved det.
 
- Det er både vemodigt og glædeligt at skulle sige farvel til helikopteren, sagde BOY.
- Lidt vemodigt for mig personligt, men glædeligt for det mandskab, der nu arbejder med de nye redningshelikoptere. De er et stort fremskridt, sluttede kaptajnen.




Ved landing blev BOY modtaget af chefen for Helikopter Wing Karup, oberst Jørgen Christensen. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)





U-276 i tirsdagens regn og blæst, som BOY kalder rigtigt SAR-vejr. (Foto: Kim Zimmermann)