[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I tre dage sidder gæsterne fra Air Transport Wing Aalborg på skolebænken i Karup. Her skal de blandt andet gennemgå hvordan man pakker en pallet korrekt og wrapper den i cargo-net, ligesom de skal se på de gældende regler for højde og vægt af de færdigpakkede flypalletter.  

Kursisterne får også en teoretisk gennemgang af, hvordan C-130 Hercules-flyet er opbygget, hvilket giver dem en bedre forståelse for, hvordan flyet kan pakkes.

- Deltagerne skal i princippet kunne pakke flyet til alle tænkelige situationer, og de skal kunne fungere i en mission, hvor de både kan laste og losse gods, fortæller seniorsergent Niels Erik Haagensen, der er underviser på kurset og leder af det operative træningselement ved Aerial Support Service, der hører under Combat Support Wing. 

Det er garvede folk med erfaring bag sig, der deltager i kurset. Til daglig arbejder de primært med at pakke Hercules transportflyene til Grønland, men de sender også gods til Afghanistan og andre steder, hvor danske styrker opererer. Flere har selv været udsendt og ved, hvordan det er at stå i den modsatte ende og tage imod.

I øjeblikket ser de frem imod, at Air Transport Wing skal sende mandskab til Afghanistan i et helt år, og i den forbindelse, skal deres kvalifikationer kunne dokumenteres.

- Kursisterne har ikke det officielle Q, som er den kvalifikationskode, der er påkrævet for at kunne komme af sted på missionen. Det opnår de ved at deltage i kurset, så det handler også om at have papirarbejdet i orden, forklarer Carsten Christensen, der er leder af speditionsenheden på Flyvestation Aalborg.




Speditionsfolk fra Aalborg i færd med at pakke en Hercules. (Foto: FLVFOT NORD)





Pakning af juledrop. (Foto: FLVFOT NORD)