[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Efter en demonstration lørdag den 20. august måtte en af Flyvevåbnets redningshelikoptere, en AgustaWestland EH101, lande ved Ringsted Flyveplads, da helikopteren havde en fejl på hydrauliksystemet.

EH101 helikopteren har flere sikkerhedssystemer. Det betyder, at helikopteren kan flyve meget langt, selvom der skulle være problemer med for eksempel den ene af de tre motorer. Flyvevåbnets sikkerhedsregler foreskriver, at man i dette tilfælde skal lande helikopteren hurtigst muligt. For det første af hensyn til besætningens sikkerhed, for det andet for at sikre, at helikopteren ikke tager yderligere skade.

- Vi har i dag været ude ved helikopteren igen for at finde fejlen, og det er lykkedes, fortæller Flemming Neess, som er fartøjschef på helikopteren.

Helikopteren bliver nu stående ved Ringsted Flyveplads, indtil et hold teknikere fra Flyvestation Karup kommer med reservedele mandag. I mellemtiden passer Hjemmeværnet på maskinen, mens den står og tiltrækker tilskuere på søndagstur.


Billedet blev taget af et af besætningsmedlemmerne, da de var på Flyvepladsen for at forsøge at finde fejlen. Foto: Dorte Bardino Esk. 722