[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

STUD. LUFT giver igen i år deltagerne én på opleveren på Flyvestation Karup onsdag og torsdag den 9.-10. marts. Formålet er at vise unge fra ungdomsuddannelserne, hvilke muligheder de har for at uddanne sig til officer i Flyvevåbnet, og i de to dage arrangementet varer, kan de få en fornemmelse for, om livet med flyver-streger på skuldrene er noget for dem.

Under kyndig vejledning af nuværende elever (kaldet kadetter) på Flyvevåbnets Officersskole bliver de cirka 200 deltagere sat til både at dyrke idræt, flyve en tur i et C-130 Hercules transportfly og tale med ”rigtige” soldater om deres valg af uddannelse.

Forsvaret, og herunder også Flyvevåbnet, har i de seneste år oplevet en stigning i antallet af ansøgere til uddannelserne som for eksempel officersuddannelserne. Trods stigningen ser Flyvevåbnet dog stadig STUD LUFT som et vigtigt hvervearrangement og en vigtig måde at få kontakt til de unge mennesker på.

Deltagerne vil ud over Hercules-flyveturen også have mulighed for at opleve Flyvevåbnets øvrige materiel på nærmeste hold. Alle fly og helikoptertyper samt diverse spændende grej og våben vil blive vist frem. Og hvis vejrguderne tillader det, vil en F-16 Fighting Falcon komme forbi og lave en imponerende demonstration for deltagerne.
 
På international mission

Internationale operationer spiller en stor rolle i det moderne flyvevåben, så derfor er det også et vigtigt element under et STUD LUFT arrangement. Deltagerne inddrages i et realistisk scenarie, der udspiller sig i Afghanistan. Som afslutning på scenariet vil flere af Flyvevåbnets kapaciteter vise, hvordan de kunne blive indsat i en international operation.
 
Læs mere på www.studluft.dk

Invitation til pressen:

Pressen er meget velkomne til at deltage i STUD LUFT. Her er det muligt at tale med de unge deltagere samt de officerselever, der er med til at arrangere begivenheden. Der vil være rig mulighed for at spørge ind til deres tanker, motivation, drømme og forventninger til denne unikke lederuddannelsen og en efterfølgende fremtid i Flyvevåbnet. Folk fra Flyvevåbnet står også til rådighed med hjælp og assistance under pressens besøg.
 
For tilmelding og mere information kontakt presseofficer Allan Møller-Petersen fra Flyvevåbnets Officersskole på telefon 4489 5620 eller 4193 8651 eller via e-mail: allanmp@mil.dk

Med venlig hilsen
Forsvarets Rekruttering, Flyvertaktisk Kommando og Flyvevåbnets Officersskole