[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Fra 1. november 2011 til 3. maj 2012 deltog det danske krigsskib Absalon i NATOs antipiraterioperation Ocean Shield. Lørdag den 19. maj ankom Absalon til Flådestation Korsør.

Under missionen har der været en Lynx-helikopter med besætning ombord på skibet. Den ankom til Helikopter Wing Karup fredag, da en anden Lynx-helikopter fløj en besætning ud til Absalon, så de kunne flyve helikopteren hjem.

- Det var fedt at hente helikopteren hjem efter en veludført opgave. Nu kan vi bruge tiden på at træne, inden vi skal af sted igen i efteråret, fortæller Martin Ole Thorup, chef for Eskadrille 723. Han var med på Absalon på den sidste del af missionen.


Lynx-helikopteren fungerer som skibets fremskudte sensor. Den kan se længere end skibet, og kan hurtigt være fremme ved formodede pirater. (Foto: Flyvevåbnet)

Forlænget ophold
Absalon standsede den 11. april et piratmoderskib, og der blev tilbageholdt 16 formodede pirater. Absalon fik derfor forlænget tiden i operationsområdet, indtil danske myndigheder fik undersøgt, om det var muligt at retsforfølge piraterne.

Fire af piraterne blev udleveret til retsforfølgelse på Seychellerne, mens de resterende 12 blev sat i land på Somalias kyst den 3. maj. Herefter satte Absalon kursen mod Danmark.

Skifte på Kreta
På vejen til Danmark blev besætningen på Absalon skiftet ud på Kreta. Besætningen, der havde været ombord siden midt i januar, fløj hjem til Danmark, herunder også besætningen på Lynx-helikopteren. Der blev dog en teknikker tilbage hos helikopteren på skibet.

Herefter sejlede Absalon med reduceret besætning til Danmark, og ankom til Flådestation Korsør lørdag den 19. maj. Dermed var en over seks måneder lang indsats i pirateribekæmpelse slut.

Søværnet planlægger indsættelse af fregatten Iver Huitfeldt i NATO’s antipiraterioperation Ocean Shield i efteråret 2012. Her skal Lynx-helikopteren også være med på skibet.

Læs mere om Operation Ocean Shield her