[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnet deltager i uge 24 og 25 i øvelsen AGOEX (Air Ground Operations Exercise). Det er den største øvelse for Flyvevåbnet i år. Øvelsen samler fire øvelser, hvor mange forskellige enheder kommer i aktion.

Øvelsen har som overordnet formål at træne samspillet mellem luft- og jordstyrker. Samarbejdet er afgørende for at kunne gennemføre militære operationer i et miljø som Afghanistan. Under øvelsen vil Flyvevåbnet blandt andet træne lufttransport med fly og helikopter. Close Air Support og Forward Air Controllere bliver trænet med F-16, mens støttefunktioner på jorden også får træning.

Fire steder i Danmark
Flyvevåbnet støtter i forbindelse med AGOEX fire underliggende øvelser rundt om i Danmark.

  • I Finderup træner Danske Artilleriregiment. Hercules-transport-flyet vil træne airdrop, og F-16 flyet træner Close Air Support og overvågning fra luften. Der vil også være træning af medical emergency response team fra helikopter.
  • Hærens kommende hold i Afghanistan, ISAF14, træner i Oksbøl som forberedelse til udsendelsen. Task Force 7 og Nato Response Force 2012 deltager også i øvelsen. I Oksbøl kommer Flyvevåbnet til at støtte med flere forskellige ting, ligesom de gør i Finderup. Der vil blandt andet være troppetransport med helikopter. Hercules-transportflyet deltager også, og vil blandt andet lande på stranden en af dagene.
  • I Vendsyssel og Tranum i Nordjylland uddannes Forward Air Controllere. Her træner Air Force Training Centre sammen med Jægerkorpset, og der vil være både F-16 og T-17 i luften, samt Cessna fra Flyverhjemmeværnet.
  • Der trænes også FAC i området omkring Svendborg og Langeland. Det er Frømandskorpset, der træner i området ved Fyn, og her vil der også være F-16 og T-17 i luften.