[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

På Forsvarets Hundetræningscenter, der er en del af Air Force Training Centre, bliver alle Forsvarets hunde og førere uddannet. Peter Storgaard er hundefører, og han arbejde med High Assurance Search Dogs. De er specialtrænet til at finde sprængstof i jorden, og det gør, at de kan tage med på patruljer i Afghanistan.


Schæferen Exit søger efter nedgravet sprængstof.

Hundene er trænet specifikt til at søge efter bomber i jorden. ”Vejsidebombehundene” reagerer også på ledninger, trykplader og lignende fra vejsidebomber. I uge 43 og 44 har hundefører Peter Storgaard besøg fra en svensk kollega, så de kan udveksle erfaringer og viden.


Peter Storgaard har haft Exit i snart tre år. Han arbejder også med labradoren Bølle.

- Det er dejligt, at der kommer nye øjne på det, man går og laver hver dag. Det er nemt at se sig blind på alle de gode ting. Så når man træner med en ny, bliver der stillet skarpt på de fejl eller problemer, man har, siger Peter Storgaard.