[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]



Udslippet opstod under en påfyldning af fly-brændstof fra en af flyvestationen tanke natten til mandag mellem klokken 00.30-00.45. Det samlede udslip bliver nu vurderet til cirka 1.000 liter.
-Min vurdering af det samlede udslip er, at der maksimalt er løbet 1.000 liter af brændstoffet ud i naturen. De resterende cirka 3.600 liter er fanget i mellemliggende tanke, forklarer seniorsergent Brian Ravn Jensen, som er leder af fly-tankene på Flyvestation Aalborg.
Chefen for miljøsektionen i Forsvaret Bygnings- og Etablissementstjeneste,  Ann Kjemtrup vurderer, at de 1.000 liter brændstof ikke får nævneværdig skade på naturen, fordi oprydningsarbejdet skete så hurtigt:
-Det kan vare op til et halvt år, inden sagen er endelig afsluttet, og så skal vi dokumentere over for kommunen, at det igen er rent i henhold til jordforureningsloven.

Hændelsesforløb skal kortlægges
Mens oprydningsarbejdet er i sin sidste fase, foregår der stadig undersøgelser af det samlede hændelsesforløb. De foreløbige undersøgelser viser nu, at brændstof-udslippet skyldes en kombination af tekniske og menneskelige fejl:
-Da tank-folkene tager slangen af, giver det et modtryk til et relæ, som skal slå to pumper fra, men den ene pumpe kører videre. Som dobbeltsikring skal et håndtag drejes manuelt, og det bliver desværre ikke gjort, siger oberstløjtnant Lars Søndergård, der er chef for vedligeholdelse på Air Transport Wing Aalborg.

Herefter løber brændstoffet videre til en K-tank, som fungerer som en bypass-tank for overskydende brændstof. Tilsyneladende virkede overløbsalarmen på K-tanken heller ikke. Det samme gælder for den ventil, der sidder i tanksystemet. Ventilen virker som en hjerteklap, der skal give et stopsignal, men den fejlede også.

Der mangler stadig en del undersøgelser, som skal afklare de tekniske fejl i tank-systemet.

Pressekontakt til chefen for miljøsektionen Ann Kjemtrup, telefon 41962988 eller mail FBE-CHMMS@MIL.DK