[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Mandag den 30. januar observerede Challenger-flyet en mistænkelig dhow (større båd) tæt ved Somalias kyst. Den havde seks mindre både - såkaldte skiffs på slæb. Tidligere er den slags grupperinger blevet brugt som angrebsgruppe for pirater mod civile skibe og handelsskibe, og derfor var der mistanke om, at grupperingen var på¨vej til at udføre et piratangreb.

Challengeren var på patrulje i området og tog mange billeder af de formodede pirater. Et grundigt kig på billederne afslørede, at der ombord på den større båd var udstyr, som piraterne ofte anvender til angreb på skibe.

Billeder som disse bliver givet videre til analyse hos Challenger-bidragets efterretningsfolk, og dernæst bliver de sendt til Operation Ocean Shield's hovedkvarter i Northwood, England, hvor de bliver videreanalyseret. Her befinder der sig i øvrigt også to danskere med tilknytning til missionen, hvoraf den ene beskæftiger sig med netop efterretninger. Det samlede billede, man danner sig ud fra efterretninger, bruges til at planlægge eventuelle aktioner under operationen.

Det danske Challenger-bidrag har base på Seychellerne og opererer i området mellem Seychellerne og Somalias kyst. Bidraget er netop blevet forlænget frem til den 15. februar 2012.


Dhow set fra oven. Det blev bemærket, at der ikke umiddelbart var udstyr ombord til fiskeri, hvilket indikerede, at det kunne være pirater, der var på færde.


Dhowen fra billedet ovenfor med fem skiffs (mindre både) på slæb. Den sjette skiff er uden for billedet.