[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Fra sidst i august er en Challenger og 20 mand fra Air Transport Wing Aalborg igen udstationeret på Seychellerne for at flyve på overvågningsmissioner i det pirathærgede farvand ud for Somalia. Den samme opgave blev første gang løst i december til midten af februar. Det var første gang, en Challenger var udsendt i en længerevarende international operation.  



- Også pirater er underlagt vind og vejr, og i denne periode starter piraternes mulighed for at stå til søs igen. 

Det vil sige, at vi også denne gang kan forvente en del pirataktivitet på havet, fortæller chefen for operationsafdelingen på Air Transport Wing, oberstløjtnant Martin Aarestrup Friis. 

Opgaven med at indhente efterretninger og overvåge et større havområde ligger ikke langt fra Challengerens normale opgave, som ikke mindst består i at lave miljøovervågning og fiskerikontrol både i Danmarks farvande og omkring Færøerne og Grønland.  



Udover flyet på Seychellerne består det samlede bidrag også af to mand, der udstationeres i Storbritannien, hvorfra piratovervågningen koordineres.  

Bidraget er ligesom ved den seneste udsendelse planlagt til at vare to måneder, og flyet kan være i luften op til seks dage om ugen.

Til pressen:
Besætningen tager af sted mandag d. 20. august fra Flyvestation Aalborg. Inden afgang vil chefen for bidraget vil være tilgængelig for pressen.

Interesserede skal kontakte presseofficer ved Air Transport Wing, Kaveh S. Petersen på telefon 25552040 eller mail ksh@mil.dk og møde ved hovedvagten på Flyvestation Aalborg kl 0800.