[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste

Danmarks udsendte, tidligere som nuværende, æres i dag for deres indsats i internationale missioner. På Flyvestation Karup markerede man dagen med parade fra morgenstunden med hejsning af Dannebrog.
Personel fra Flyvestation Karups forskellige enheder udgjorde de tre fløje i paraden og Prinsens Musikkorps leverede musikken.
Flyvertaktisk Kommandos stabschef, Steen Hartov, talte til de godt 500 samlede medarbejdere, hvor han blandt andet gjorde opmærksom på, at Flyvevåbnet har deltaget i internationale missioner siden starten af 1950’erne og ikke blot siden Balkanindsatsen i 1999. Under paraden var der ligeledes overflyvning af fire T-17 fly fra Flyveskolen.

60 år i international tjeneste
I sin tale kom Steen Hartov ind på mange af de missioner som Flyvevåbnet har deltaget i. Fra Eskadrille 721’s indsats for FN i begyndelsen af 50’erne til Eskadrille 722, der ligeledes for FN fløj transport i Congo fra 61-64. I nyere tid er det selvfølgelig piratbekæmpelse ud for Somalia og missioner i Libyen, Irak og Afghanistan, som de fleste kender. Men også Flyvevåbnets UNIFIL-indsats i Libanon blev fremhævet. UNIFIL er FN’s tilstedeværelse i Libanon ved grænsen til Israel.


Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste


Det er fjerde gang, man afholder national flagdag for udsendte soldater, og dagen bliver også markeret hos Flyvevåbnets andre enheder. Flyvevåbnet har i løbet af det seneste år haft cirka 600 mand engageret i Baltikum, Libyen og Afghanistan.


Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste