[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

- Øvelse AGOEX er guld værd for samarbejdet blandt mine folk, fastslår oversergent John Rasmussen fra eskadrille 615 i Combat Support Wing, CSW. På øvelse AGOEX leder han et hold på otte mand, som alle er specialister i IT og elektronik.

Holder hovedet koldt
- Mine folk er højtuddannede teknikere, som arbejder uhyre selvstændigt, og sørger for at alle øvelsesdeltagerne har adgang til telefoni, radio, internet, intranet og forsvarets klassificerede netværk, forklarer John Rasmussen og fortsætter:

- Vi har brugt flere måneder på, at forberede øvelsen, og nu sidder vi klar i Aalborg, Karup og Skrydstrup til at hjælpe hvis noget mod forventning skulle bryde ned. 

Øvelsesdeltagerne kan ringe til en døgnbemandet helpdesk, hvor teknikerne gør deres bedste for at løse eventuelle problemer.
- Vi er så rutinerede, at vi som regel allerede over telefonen kan fastslå, hvor fejlen ligger, siger John Rasmussen smilende, og forsikrer at han og folkene nok skal holde hovedet koldt hvis kommunikationen svigter.

Støtter både helikoptere og kampfly
CSW og eskadrille 615 støtter både kampfly og helikoptere under øvelsen:

- I Oksbøl, hvor Hæren træner det næste hold soldater til Afghanistan, er Fennec-helikopterne i luften og leverer FLIR-billeder af troppebevægelserne. Vi sørger for at billederne kommer fra helikopterne og til beslutningstagerne i det operative hovedkvarter, forklarer holdets næstkommanderende flyveroverkonstabel Chris Munch. 


Næstkommanderende Chris Munch melder, at FLIR-støtten til helikopterne er klar.