[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Thibaut Guilbert dyrker cykling i fritiden, men synes at det almindelige cykeltøj var for kedeligt. Derfor ledte han i foråret 2011 efter noget anderledes cykeltøj og kom forbi en hjemmeside, der havde cykeltøj, der var lavet, så det lignede et jakkesæt.

- Så tænkte jeg, at når det kunne laves som et jakkesæt, kunne det vel også laves som en uniform. Det kunne være flere forskellige uniformer, men det endte med at blive M/72 uniformen, da alle har den, forklarer kaptajn Thibaut Guilbert, der til daglig er leder af lufttransportelementet ved Flyvertaktisk Kommando.

Simon Rewers (tv) og Thibaut Guilbert var trætte af det kedelige cykeltøj, så de fik lavet et specielt design til Flyvevåbnet.

Thibaut Guilbert foreslog ideen til kaptajn Simon Rewers, der også cykler i fritiden. Sammen kontaktede de firmaet og fik lavet et design, de var tilfredse med. Medarbejderne i Flyvevåbnet fik mulighed for at bestille cykeltøjet i november for egen regning. Nu er cykeltøjet kommet.

Cykeltøjet kommer for alvor i aktion, når der den 28. april er et stort spinning-event i Herning, hvor deltagerne i hold skiftes til at køre på en spinning-cykel i sammenlagt 12 timer. Til det event kommer der flere hold fra Flyvevåbnet, som møder op i det nye cykeltøj.

Der arbejdes også på, at et hold fra Flyvevåbnet kan være med, når der skal køres paradekørsel i forbindelse med starten af Giro d’Italia i Herning den 5. maj i år.

Selv detajler som lommen bag på buskerne er kommet med.