[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Om formiddagen, mandag den 4. juni, trodsende forsvarschefen og den danske ambassadør i Afghanistan en middelsvær sandstorm for at besøge det danske radarbidrag og flyversoldaterne udsendt til Mazar-e Sharif i det nordlige Afghanistan.

Forsvarschefens besøg var, som et led i en større rundrejse, en god lejlighed til at se nærmere på det omdiskuterede bidrags opgaveløsning i Afghanistan, og de udfordringer som det står overfor.


Forsvarschefen ser på udstyret i en af operationscontainerne. Foto: MACC

Forsvarschefen udtrykte stor interesse for og tilfredshed med det han så og med Mobile Air Control Centres store berøringsflade og høje grad af interaktion med luft- og landoperationer. Særligt landoperationerne syntes at overraske delegationen.


Hercules i Kandahar
Forsvarschef og følge landede kl. 1340 på Kandahar Air Field og blev modtaget af det danske detachement.


Forsvarschef og følge ankommer til Kandahar Air Field. Foto: C130J AFG

Efter frokost kørte gæsterne med detachementet til Camp Hercules, hvor generalen, ambassadøren og medfølgende stab blev briefet omkring detachementets sammensætning, opgaver, udfordringer og succeser. Detachementet benyttede blandt andet lejligheden til at vise en udvidet version af videoen omhandlende C-130J bidragets første airdrop i Afghanistan. (Den korte udgave kan ses ved at klikke her.)

Blandt detachementets personel findes to, der også var udsendt sidste år i forbindelse med Flyvevåbnets indsættelse i Libyen. Disse var grundet deltagelsen i årets C-130J udsendelse forhindret i at deltage i medaljeoverrækkelsen hjemme i Danmark. Forsvarschefen sørgede for at rette op på manglen, og som et særligt punkt på dagsordnen ved besøget havde han medbragt de 2 udestående sæt medaljer. Der fandt således særlig medaljeoverrækkelse sted i Camp Hercules til Hold 2's flytekniker Hans og CIS-tekniker Mads fra Combat Support Wing.


Forsvarschefen uddeler medaljer til de to flyversoldater. Foto: C130J AFG