[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det bliver et interessant skue, når helikopteren med besætning demonstrerer sine færdigheder hen over Københavns Havnebassin ved Fisketorvet. Alle er velkomne til at deltage i 1-1-2 dag, når der holdes Åbent Hus på Christiansborg Slotsplads og ved den indledende redningsdemonstration.

Under Åbent Hus på slotspladsen vil det være muligt at møde politi, brand og redning, akutberedskab, forsvar, Folketing, regionsrådene og kommunerne. Også Flyvevåbnet vil være at finde på pladsen sammen med Søværnet i en fælles udstilling. Her er det muligt sammen med politikerne at få demonstreret, hvordan samfundets beredskab arbejder og samarbejder. På Christiansborg Slotsplads og Højbro Plads vil folketingspolitikere ”tilfældigvis” komme galt af sted og blive involveret i biluheld og rammes af hjertestop.


Redningshelikopteren skulle også have været med ved sidste års arrangement, men helikopteren blev omdirigeret i sidste øjeblik og sendt til Præstø, hvor 14 efterskoleelever kæntrede i deres dragebåd.(Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)

I Folketingets Fællessal mødes politikere og repræsentanter fra beredskabet til debat. Mens Åbent Hus på slotspladsen er gratis, er der kun adgang til Folketinget Fællessal for de tilmeldte.
 
Program lørdag den 11. februar 2012:
Kl. 1100-1115
Redningsdemonstration med helikopter ved Københavns Havnebassin ud for Fisketorvet.
Kl. 1100-1500 Åbent Hus på Christiansborg Slotsplads.

Debatterne i Folketingets Fællessal afholdes løbende gennem dagen efter et særligt program.

FAKTA
Mere information kan hentes på www.samfundetsberedskab.dk

Datoen den 11-2 er valgt ud fra begrebet 1-1-2, også kendt som telefonnummeret, hvor befolkning i en nødsituation kan hente hjælp og støtte.

I Fællessalen er disse fire temaer på programmet:
Tema 1: Alarmcentralen, sundhedsfaglig visitation og patientsikkerhed.
Tema 2: Dimensioneringen af samfundets beredskab til håndtering af flere samtidige og større hændelser.
Tema 3: Risikobaseret kommunalt redningsberedskab for det operative og forebyggende beredskab.
Tema 4: Implementering af et landsdækkende dykkerberedskab.

Forum for Samfundets Beredskab udarbejder analyser om Search and Rescue (SAR) med fokus på samtænkning af opgavefunktioner og hvordan SAR kan bistå og understøtte det civile samfunds beredskab. Analyserne udkommer løbende og omfatter bandt andet:
• Anvendelse af SAR som lægehelikopter i det præhospitale akutberedskab.
• Anvendelse af SAR som transportplatform for politiet i tilfælde af hasteopgaver.
• Konsekvenser og afledte effekter ved ændringer i nuværende struktur for SAR beredskabet.
• Anvendelsen af SAR som dansk bidrag til internationale humanitære operationer.
• Udviklingen af et effektivt og landsdækkende dykkerberedskab i samarbejde med SAR.
• Styrkelse af SAR og maritim sikkerhed i Nordatlanten.


Udviklingen af et landsdækkende dykkerberedskab i samarbejde med SAR skal blandt andet debatteres på 1-1-2 dagen. (Foto: Brandpunkt og Vedbæk Foto)