[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Jødeaktionen, folkestrejken og bombardementet af Shellhuset. Eleverne i landets 7.-9. klasser har i de seneste par uger haft fokus rettet mod besættelsen. Anledningen er Historiedysten, som afholdes af Det Nationalhistoriske Museum, hvor udskolingsgruppen har besættelsen som tema. I de sidste to uger er eleverne blevet undervist i temaet.

Første runde skydes i gang i dag, og her skal klasserne svare på spørgsmål på internettet. De 30 bedste klasser går videre til runde 2 og her kommer kreativiteten på prøve. Selve opgaven offentliggøres senere i dag den 12. september.
Det hele slutter med finalen på Frederiksborg Slot den 9. oktober, hvor de tre bedste klasser skal kæmpe om en dag hos Flyvevåbnet, som blandt andet vil byde på en flyvetur i en af Flyvevåbnets maskiner.

Det er andet år, Det Nationalhistoriske Museum afholder historiedyst. Der er i alt tre grupper; 3.-4. klasse kaldes indskoling, 5.-6. klasse er mellemtrinnet og 7.-9. klasse er altså udskoling. De tre grupper har henholdsvis Torstenssonkrigen, De slesvigske krige og besættelsen som tema. En dag hos Søværnet er førstepræmien for indskoling, Hæren leverer førstepræmien til mellemtrinet, mens Flyvevåbnet tager imod vinderne fra udskoling

På www.historiedysten.dk kan man læse mere om konkurrencen.