[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]



Flyet kommer fra Flyvestation Aalborg og har været udstationeret til Kandahar siden januar 2012 som en integreret del af den britiske 904 Expeditionary Air Wing. Det store grå danske transportfly har sin plads på fly-feltet mellem briternes tre militærgrønne Hercules-fly og er klar til dagens flyvning.
Ikke langt derfra har de danske og britiske teknikere deres værksteds- og kontorcontainere. Den britiske logistik-officer flight lieutenant Stuart Moore fortæller, at teknikerne udveksler erfaring og hjælper hinanden, og han er meget tilfreds med samarbejdet. Den danske kollega logistik-officer major Jens Vinther siger:
- Alle teknikere kan grounde et fly, men det er de dygtige, som får den ud at flyve hver dag. Vi har ingen fridag, når den danske Hercules holder no-fly-day. Så udnytter vi tiden for at være på forkant. Vi har den fordel herude, at det er de samme mennesker, der arbejder med flyet dag efter dag. Det gør, at teknikeren kan følge fejl under udvikling. 


En tekniker skifter brændstofdyser - Foto: SSG P. Nielsen

Næste mission
Transportflyet bliver normalt skiftet ud med 90 dages intervaller. Den store udfordring lige nu er, at Hercules-flyet med halenummer B- 583, som ankom i starten af august, er blevet forlænget et par gange. Det har givet en betydelig del ekstra arbejde for teknikerne.
- Vi har de folk, der skal til i dagligdagen, men vi kan hurtigt blive slidt op, når flyet ikke arter sig. Vi har haft perioder, hvor vi hver dag skruede til sent ud på aftenen og i nattetimerne for at gøre flyet klar til den næste mission, siger Jens Vinther.
På de fire måneder, der er gået siden Hercules-flyet overtog pladsen på Kandahar Air Field, har den kun været ude af drift enkelte dage.
- De fortjener ros. Der kan ikke gøres mere, end de har gjort for at holde flyet i luften. Det kan vi se, når flyet kun har været nede i 12 dage siden det ankom i august, fortæller oberstløjtnant Martin Aarestrup Friis, som er chef for enheden i Kandahar.
Hercules-flyet er netop kommet hjem efter dagens mission. Teknikerne har gennemgået og godkendt flyet. Det er blevet mørkt og det trofaste fly står klar til næste opgave.

Fakta
C-130J Hercules har været udsendt siden januar 2012 og er blevet forlænget med tre måneder frem til april 2013.
Der er cirka 450 fly, flere tusinde køretøjer samt cirka 30.000 soldater og civile, som arbejder på Kandahar Air Field, heraf er de 27 danske soldater.