[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I forbindelse med at 100-året for dansk militærflyvning bliver markeret med blandt andet en stor flyudstilling på Kløvermarken på Amager, flyver en F-16 formation og C-130J Hercules ind over Hovedstaden lige omkring kl 1200. Alt efter præferencer kan dette give lydgener eller en oplevelse - men uanset kun i ganske begrænset tidsrum.

Herunder er vedhæftet et kort med flyenes rute, der for Sjællands vedkommende går ind over Helsinge, Hillerød, Allerød, Holte og den nordlige del af Storkøbenhavn, hvor de passerer Amalienborg på vej ind til Kløvermarken på Amager. 
Herefter går flyene ind i et 360 graders drej over Storkøbenhavn, og overflyver blandt andet Valby, Frederiksberg og Nørrebro. Kort fortalt vil flyene kunne ses og høres i det meste af byen.



Flyene vil være mindst 300 meter oppe på den sidste del af ruten inden FLY-BY ved Kløvermarken. På den øvrige rute er flyene i mindst 2000 fod eller godt 600 meter.

Selvom man ikke bor Hovedstadsområdet, er det også muligt at se flyene undervejs fra Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland. De vil blandt andet passere over Fyn, Storebæltsbroen og Sjællands Odde. Her vil de dog flyve noget højere og de kan være over skyerne. 


Det bedste sted at se flyene er derfor på Kløvermarken, hvor der samtidig er udstilling af både nye og gamle danske militære fly, helikoptere og alverdens historie fra militærflyvningens barndom. For dansk vedkommende den fandt sted på netop Kløvermarken, der i sin tid var Flyveplads. Arrangementet varer fra kl 10-15 d. 26. august.

Ved spørgsmål kontakt:

Presseofficer Britta Schade
Tlf: 41217450
Email: Schade@mil.dk


Ruten som formationen følger.


Svinget over København.