[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Der er mere end 1.000 deltagere fra forskellige lande i Jægerkorpsets Night Hawk øvelse. Flyvevåbnets militærpoliti, der er en del af Combat Support Wing, deltager også.

- Vi er seks MP’ere fra CSW’s Eskadrille 660. Vi har oprettet en fredsmæssig MP-station, og der tager vi os af alle MP relevante sager, siger premierløjtnant Steffen Lunn. Han er daglig leder af Flyvevåbnets militærpoliti.

Det betyder, at de ikke deltager i de senarier, der foregår under Night Hawk. De skal derimod sikre at deltagerne, danske som udenlandske, overholder danske love.

- Militærpolitiet fra Hæren er øvelsesdeltagere, mens vi er skarp MP, som vi kalder det. Forskellen er, at når folk kommer til os, så er det en skarp situation. Så er der noget galt, og de har brug for rigtig assistance, fortæller Steffen Lunn.


Steffen Lunn har været MP'er hos Combat Support Wing i tre år.

”Vi er en støtteenhed”

- Vi forventer ikke, at der bliver meget arbejde med at håndhæve loven. Derfor har vi også forskellige servicefunktioner. For eksempel skal vi hjælpe med at afspærre et strandområde, hvor en C-130J Hercules skal lande, fortæller Steffen Lunn.

Her skal de sørge for, at der ikke er nogen civile, der pludselig opholder sig i nærheden af landingsområdet.

- Man skal se MP som en støttefunktion. Vi har selvfølgelig en opgave, der siger, at vi skal skride ind overfor lovovertrædelser. Men vi er mere end det. Vi hjælper også soldaterne, hvis der for eksempel opstår problemer med civilbefolkningen. Det kunne være i forbindelse med et trafikuheld, siger Steffen Lunn.

Night Hawk bruger Flyvestation Aalborg som base, og den slutter torsdag den 11. oktober.