[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Bag et væld af skærme, radioudstyr, telefoner og head-set sidder der på hver vagt omkring fem radaroperatører på Flyvestation Karup. Radaroperatørerne hører under Air Control Wing og deres vigtigste opgave er at overvåge og kontrollere det danske luftrum dag og nat. Døgnet rundt.  

Under normale omstændigheder er der omkring 1500 daglige flyvninger i det danske luftrum, men på grund af Night Hawk øvelsen, der startede i sidste uge og slutter på fredag, har der været ekstra meget at se til for ACW. Anders Ahrensbach, der er Fighter Controller, fortæller:

- Vi har vores standard procedurer, lige meget om der er ekstra travlt i luftrummet eller det er normalt. Men i forbindelse med Night Hawk har vi dog haft en masse dokumenter og regler for øvelsen, som vi skulle læse og sætte os ind i, i forhold til de enkelte flyvninger. Noget der har krævet ekstra tid, forklarer han og fortsætter:

- Alt efter om kampflyene eksempelvis skal flyve på træningsmissioner eller skal i luftkrig i forbindelse med en øvelse, så er der spilleregler, som laves efter den øvelse de deltager i. De regler skal vi sættes ind i, og så opererer vi ud fra dem. Vi skal sikre os, at spillereglerne overholdes, hvad enten vi taler krig eller øvelse.


En Fighter Controller på vagt...

Udbytterig træning
Selv om Night Hawk kun er en øvelse, så mener Anders Ahrensbach, at selve øvelsen i høj grad læner sig op af, hvordan det kunne se ud virkeligheden:
- På Night Hawk træner vi et scenarie, som i nogen grad ligner det, Flyvevåbnet oplever i  Afghanistan. Og for os handler det blandt andet om at sørge for separation af flyene, så de ikke flyver i samme område og samme højde. Og der derved sker kollisioner.

Dette års Night Hawk har været en større udfordring for Air Control Wing end tidligere, da den mobile luftovervågningsenhed de plejer at stille op i øvelsens hovedkvarter, Aalborg, er i Afghanistan.
- Normalt transporterer vi vores mobile radar op til Night Hawk øvelsen og har en separat gruppe til den øvelse, men i år har vi skulle klare det hele fra Karup. Vi har derfor måtte kalde ekstra mandskab ind i Karup, fortæller Anders Ahrensbach, der på trods af den manglende mobile enhed mener, at det hele er gået rigtigt godt.