[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Initiativet til at afholde symposiet er blevet taget i Danmark hos Air Control Wing, som er den enhed i Flyvevåbnet, der sørger for luftrumsovervågning og – kontrol døgnet rundt året rundt. Air Control Wing er med sine 380 mand en relativt lille enhed, og med 43 mand udsendt til Afghanistan er strukturen udfordret for de hjemlige opgaver forsvinder ikke, selvom en mængde af de specialister, som løser opgaven til dagligt pludselig sider i Afghanistan. I sådan en situation er det godt at have venner, som man kan bede om hjælp fra eller måske lære af. Chefen for Air Control Wing, oberst Jan Toft, kunne derfor mandag tage imod repræsentanter fra Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland, Frankrig, USA og Sverige, som alle var mødt op for at deltage i dette ideudvekslingssymposium.

Uddannelse på tværs af landegrænser
Og ideer og erfaringer kom der på bordet. Første dag gik med briefinger om de forskellige landes erfaringer indenfor bestemte emner og dagen efter blev der lavet tre forskellige workshops, som skulle forsøge at gøre nogle af foregående dags betragtninger konkrete i forhold til, hvordan det i praksis skulle kunne lade sig gøre. Blandt de ting der kom frem som mål eller muligheder for fremtidigt samarbejde var fælles uddannelse af eksempelvis fighter controllers, udarbejdelse af et katalog over kompatibel hardware og software, således at for eksempel et dansk operationscenter kan få billedet fra en hollandsk radar. Derudover var muligheden for at dele internationale missioner, så landende skiftes til at bemande det samme materiel.

Smart Defence
Ideen er, at man med øget samarbejde kan effektivisere og dermed i sidste ende spare penge. Fælles for alle nationerne er nemlig, at deres forsvarsbudgetter bliver beskåret kraftigt i disse år, samtidig med at mange af landende herunder også Danmark deltager i internationale missioner. Dette betyder en presset struktur særligt øvelses- og uddannelsesmæssigt, fordi der hverken er tid eller penge til at få tingene gjort. Ved at udvide samarbejdet på tværs af landende, vil der kunne effektiviseres på området, samtidig med at man lærer af hinanden i forhold til procedurer og kultur hos de samarbejdspartnere, man senere møder i et missionsområde.

Egentlig eksisterer den slags samarbejder allerede, for det er ikke noget nyt, at landende deltager i hinandens øvelser eller sender personel på uddannelse hos hinanden. Danmark har eksempelvis allerede haft stor succes med at sende personel på uddannelse i Sverige.

Og den slags samarbejde vil der bare blive meget mere brug for i fremtiden. Ikke mindst fordi NATO lægger op til at nationerne skal være mindre fokuserede på at have et samlet sæt af kapaciteter, og i stedet koncentrere sig om at samarbejde på kryds og tværs, så de ikke behøver at have alt og kunne alting selv. Det såkaldte Smart Defence.

Udfordringer
Alt dette dog lettere sagt end gjort. Udover det rent lovmæssige kommer også de mere menneskelige aspekter ind og kan potentielt spænde ben for den slags samarbejde. Kulturen, og reglerne personellet er underlagt, er forskellige fra land til land og skaber allerede nu udfordringer indenfor NATO, fordi 27 lande har 27 forskellige måder at gøre tingene på. Herunder for eksempel hvor længe en soldat kan være udsendt af gangen, hvor tit han kan udsendes og hvornår han skal holde fri samt hvad han skal kunne, når han kommer.

Alle den slags ting kan symposiet ikke bringe en løsning på, men oberst Jan Toft er fortrøstningsfuld

- Nu er grundstenen i hvert fald lagt, og vi ved hvem der er at lege med.


Oberst Jan Toft byder velkommen til symposiet