[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]



Radarhoved Skrydstrup har præget landskabet ved Bækskov i Vojens med den karakteristiske grønne
kuppel i 47 år, men nu er tårnet under nedrivning, og kuplen er fjernet. Radaren har ikke været i funktion siden 2009 og opgaven med at levere luftbilledet fra det sydlige Jylland, udføres af den TPS-77-radar, der er placeret på Flyvestation Skrydstrup.

- I Bækskov skal det gamle tårn nu rives ned, og et nyt tårn skal opføres til at huse TPS-77-radaren, som derved får mere optimale servicebetingelser, fortæller premierløjtnant Danny R. Christensen, der er fungerende leder af Radarhoved Skrydstrup.

TPS-77-radaren flyttes ud på den plads, som den gamle radar stod på, for her er operationsbetingelserne
bedre og radaren kommer yderligere cirka 35 meter op i luften, når den placeres i det nye tårn.
Dette vil forbedre det radarbillede, som specialister ved Flyvevåbnets Air Control Wing bruger til at
overvåge dansk luftrum, samtidig med at det vil øge radarens holdbarhed, fordi den ikke bliver udsat for
vind og vejr, forklarer Danny R. Christensen, og fortæller, at det også vil lette vedligeholdelsen af radaren, idet arbejdet ikke længere vil være afhængig af eksempelvis tørvejr.

Inden et nyt tårn kan opføres skal det gamle dog rives ned, og brækjern og hammere har
derfor de sidste tre uger arbejdet sig igennem skillerum for skillerum for at få tårnet tømt.

Tirsdag gik arbejdet så i gang med at pille tårnets kendetegn, den grønne glasfiberkuppel, ned. Dette foregik ved hjælp af en mobilkran fra BMS, som under stor forsigtighed skulle løfte den seks ton tunge kuppel ned i ét helt stykke. Næste etape bliver at pille selve radaren ned, inden tårnets midterstykke hejses ned og fundamentet fjernes. Alt i alt en proces på tre måneder. Engang i det nye år begynder så arbejdet med at bygge det nye tårn så Bækskov atter kan få sit særprægede kendetegn.