[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I uge 19 har den 44-årige seniorsergent Søren M. Jensen fra Flyvevåbnet været på arbejde i Beograd, hvor hans opgave er at hjælpe det serbiske flyvevåben med at blive en moderne enhed. Det foregår i regi af det såkaldte SIKSAM, som står for sikkerhedssamarbejde.

Til daglig arbejder Søren M. Jensen i Air Control Wing, og det er 15. gang på tre år, at han har vinket farvel til familien i Herning og skiftet tilværelsen ud med lange arbejdsdage i den serbiske hovedstad.

Samarbejde efter konflikten
Som bekendt var det danske flyvevåben med til at bombe under Kosovo-konflikten i 1999. På den baggrund skulle man umiddelbart tro, at danskerne var uglesete i Serbien, og Søren Jensen var da også skeptisk, første gang han rejste til landet.

- Jeg var vildt spændt på at møde serberne. Men jeg oplevede fra dag ét, at serberne er uhyre venlige og gæstfrie også over for deres tidligere fjender fra Nato. Det er som om, de hviler i erkendelsen af, at der kun er én vej at komme fremad på; nemlig fred og samarbejde, siger han.

Major Drazen Kojovic supplerer fra serbisk side:
- Vi havde i starten vores betænkeligheder ved at skulle samarbejde med et Nato-land efter krigen. Det var noget ’tricky’, men i dag kan jeg se, at vi har god glæde af hjælp til at genopbygge og modernisere vores flyvevåben, siger majoren.


Detaljerne på en briefing endevendes på gaden i Beograd.

Donationen
Søren Jensen har i en årrække arbejdet i Flyvertaktisk Kommandos operationscenter. I 2006 bankede det en skønne dag på døren, hvor han blev bedt om at give en briefing til en delegation fra det serbiske flyvevåben. Inden han så sig om, var han dybt involveret i opbygningen af et serbisk luftoperationscenter i Beograd. I 2009 tog han første gang til Serbien, og siden er det gået slag i slag.

Siden har han stået for den praktiske koordinering af donationer til eksempelvis radioudstyr til Serbiens redningshelikoptere og andet militært teknisk udstyr. Serbien er på mange områder ti år bag ud på det tekniske, mens også operative område, hvor Søren Jensen er medkoordinator inden for struktur og procedurer. Serbiens flyvevåben led et betragteligt tab under krigen i 1999, og i dag bidrager Danmark blandt andet til genopbygningen af det flyvende værn i denne Balkan-stat.

For ham er det blevet til utallige møder i det serbiske flyvevåbens hovedkvarter i det, der i dag udgør resterne af den bombeskadede bygning. Han er naturligvis også med ved bordet, når serberne besøger Danmark.

- Det er serberne, der sætter dagsordenen. Vi kommer ikke og pådutter dem noget. De fremsætter selv deres ønsker og behov, og sådan bør det være, forklarer Søren M. Jensen.

Eksperter med
Hans nuværende mission drejer sig om luftoperationer, hvor serberne gerne vil tillempe sig Natos procedurer inden for området. Der blev talt meget om radarer i forrige uge, og Søren M. Jensen arbejder da også til dagligt i Air Control Wing i Karup, der er flyvevåbnets radarenhed. Han er ikke ekspert på området, så han har to specialister med sig inden for det tekniske og operative aspekter til at udveksle de faglige emner med serberne.

- Jeg ser mig som den praktiske gris, der har kontakten til vores serbiske kolleger og arrangerer alt det praktiske, fortæller han.

Og Søren M. Jensen er om nogen den rette til jobbet. Der er ofte krammere og endog kindkys, når han som den drevne serbienrejsende ankommer til landet. Der går sjældent mange sekunder, inden den meget talende dansker har spredt latter og godt humør, og hvor de ikke altid stuerene jokes fyger gennem luften. Serbiske
høflighedsfraser finder også vej ud ad hans mund.

Tålmodighed
Søren M. Jensen har lært, at tingene må gå sin gang, hvor tålmodigheden ofte skal være højsædet. Serberne har nu en gang deres måde at gøre tingene på, og det går ikke altid så hurtigt som i Nordeuropa.

- Det vigtigste er, at det går fremad hernede og tingene bliver gjort færdige. Det er ikke kun de materielle donationer, der tæller. Den personlige kontakt er guld værd for samarbejdet.

Drazen Kojovic kan af politiske grunde ikke udtale sig om et eventuelt serbiskmedlemskab af Nato, men siger:

- Serbien er i dag medlem af Partnership For Peace, og vi er glade for bistanden. Men vi arbejder på, at vi på sigt bliver mere jævnbyrdige inden for det militære samarbejde, understreger han.


Den danske delegation uden for det serbiske flyvevåbens hovedkvarter. Fra venstre Martin Ustrup, operativ specialist, Søren M. Jensen og Simon Sørensen, teknisk specialist.

Fakta
Danmarks internationale sikkerhedssamarbejde
Internationalt sikkerhedssamarbejde (SIKSAM) har siden ophøret af Den Kolde Krig været et vigtigt led i Danmarks udenrigspolitik. Hovedområderne for sikkerhedssamarbejdet er:

- Sikkerhedssamarbejde i forlængelse af internationale operationer, hvor danske styrker er eller har været indsat. Dette finder blandt andet sted på Balkan og i Afghanistan.
- Støtte til positiv og demokratisk udvikling af især de væbnede styrker i samarbejdsvillige lande, der befinder sig i en transformationsproces. Dette gør sig eksempelvis gældende for Serbien og Bosnien.

Det er Forsvars- og udenrigsministeriet, der står bag SIKSAM.