[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Sommeren er naturligvis højsæson for badeulykker, kæntrede joller, skader ombord på lystbåde og meget mere, som ofte kræver indsats fra de tre redningshelikoptere i Skrydstrup, Roskilde eller Aalborg.

I aftes var der dog mere travlt end normalt. Første mission er tikker ind kl 2023 hos mandskabet i Skrydstrup, der skal til Hvide Sande, hvor en person er drevet til havs. Helikopteren når hurtigt frem, men da er person drevet ind til kysten og han tilses af mandskabet fra lægehelikopteren. Mens redningshelikopteren er i luften bliver de dirigeret til Ringkøbing Fjord, hvor en båd med fire personer er kæntret. De samler to personer op fra vandet og sætter dem af på Ringkøbing havn - de to resterende samles op af redningsbåden fra Hvide Sande.

Umiddelbart herefter kommer den næste mission for SAR Skrydstrup, som skal til Lodbjerg Hede, hvor der er observeret en drivende jolle. De finder dog ikke tegn på uheld efter at have afsøgt området.

Imens har helikopteren fra Roskilde på opgave syd for Bornholm, hvor en person med formodet slagtilfælde ombord på et skib bliver evakueret og flyves til Rigshospitalet.

SAR Aalborg er også kaldt i luften for at bringe en patient fra Aalborg til Rigshospitalet for behandling af brandsår. De får dog en teknisk fejl under opstart af helikopteren, så helikopteren fra Skrydstrup, der lige er færdig med at afsøge området ved Lodbjerg Hede, sætter kursen mod Aalborg og flyver patienten til Rigshospitalet.