[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

På Flyvevåbnets Officersskole (FLOS) har traditioner været et helt særligt fokusområde det seneste års tid. Og emnet var da også medtaget i flere taler ved tirsdagens kaptajnsudnævnelser samt ved fredagens løjtnant- og sekondløjtnantudnævnelser. Bl.a. roste skolechef, oberst H.C. Enevold de nyudnævnte kaptajner for at have hjulpet skolens stab med at lære skolens kadetter om flyvevåbnets traditioner og ikke mindst mange af de særlige og til tider, udskrevne regler for officerer.

Som noget nyt udleverede skolechefen flyvevåbnets dolk M/66 til de nye sekondløjtnanter. En gammel tradition, som skolen har støvet af og genindført for at markere at kadetterne træder ind i officersrækkerne. Og de studerende har ifølge holdofficer, kaptajn Claudia Læssøe, taget godt imod det nye tiltag. Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik R. Dam ønskede i sin tale de nyudnævnte kaptajner tillykke med udnævnelsen:

-Det vil være jer, der sætter dagsordenen på jeres arbejdspladser. Men derhjemme må I nok indstille jer igen på hjælpe til med tøjvask, græsslåning osv. Nu har I ikke længere studiet som undskyldning, sagde generalen med et glimt i øjet.


Seks af de nyudnævnte sekondløjtnanter med dolk M/66

Stor ros fra de studerende
Som det er kutyme beder skolen om feed back fra alle klasser i forbindelse med udnævnelser. Igen i år har FLOS høstet stor ros for uddannelsernes indhold og for skolens studiemiljø. Kaptajn Bo C. Andersen, der talte på sin årgangs vegne, betegnede i sin tale skolens uddannelser som inkluderende, fleksible og moderne. Han gav et par eksempler, og sagde:

- Det kan I godt være stolte af FLOS.

Han berørte også en eventuel sammenlægning af de tre officersskoler:

- Jeg håber, at en fremtidig skole bliver et spejl af det FLOS, vi kender i dag.


Kaptajn Bo C. Andersen holder årgangens tale.