[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Solen skinnede fra en høj, blå sommerhimmel, da 57 soldater onsdag formiddag satte hinanden stævne ved en parade på Flyvestation Karup. Paraden var afslutningen på flyvevåbnets mere end tre år lange mission med at mentorere ledelsen af den afghanske garnison på Camp Shorabak i Helmand-provinsen. En mission som har gået under navnet Garrison Operationel Mentoring and Liaison Team (GOMLT).

- I dag markerer vi en milepæl i forsvarets og flyvevåbnets historie, nemlig afslutningen af en mission, der siden januar 2009 har været en vigtig del af de danske bidrag til ISAF og operationerne i Afghanistan, sagde generalmajor Henrik R. Dam, der er chef for Flyvertaktisk Kommando.

For at markerer netop denne milepæl havde han sat i værk, at invitere soldaterne på de i alt syv mentor-hold til en fælles afslutningsparade. Af de i alt 87 soldater havde 57 soldater takket ja til paraden. De resterende var forhindret i at deltage på grund af øvelsesaktiviteter, nye udsendelser eller anden fagligt tjeneste.


Soldaterne på de syv mentorhold står klar til afslutningsparade for flyvevåbnets GOMLT-mission i Afghanistan. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)


Fra hæren til værnfælles opgave
Opgaven med at mentorere den afghanske garnisonsledelse var oprindeligt planlagt til at blive løst af hæren, men på grund af andre opgaver blev løsningen, at opgaven skulle løses af et værnfælles bidrag med flyvevåbnet som ansvarlig myndighed og Combat Support Wing som tovholder på opgaveløsningen.

- Fra opgaven blev pålagt flyvevåbnet i juli 2008 til første hold blev sendt ud i januar 2009, gik der mindre en seks måneder. Et kort varsel, men takket være en forbilledlig indsats kom vi i mål, sagde generalmajor Henrik R. Dam i sin tale til soldaterne og de inviterede gæster, og fortsatte:

- På grund af den meget korte tid til opstilling, var der fra starten mange ting, som måtte improviseres undervejs. Der var således ikke tid til at foretage de optimale forberedelser, så da første hold drog af sted, var det ret beset mod det ukendte.

Meget tæt på hinanden i næsten et år
De syv mentorhold har bestået af 12-13 soldater, som gennemgik en cirka fem måneders missionsforberedende uddannelse efterfulgt af seks måneder i Helmand. Netop det at være et lille team var et emne, som flyvevåbnets øverste chef berørte i sin tale til soldaterne.

- Jeg er sikker på, at alle har lært noget af hinanden og meget om sig selv under udsendelsen. Det gennemgående træk ved holdene har været engagement, gå på mod og et godt forhold til de afghanske mentees, om end det ikke har været en ”walk in the park”, sagde generalmajoren og fortsatte:

- Alle holdene har haft deres at slås med, og der er løbende filet mange hjørner af hos hver enkelt på disse små hold, hvor man kommer meget tæt på hinanden, uanset om man vil det eller ej.

Vi nåede næsten i mål 
Der er sket meget i Camp Shorabak siden det første mentorhold i januar 2009 blev mødt med en vis afghansk skeptisk overfor danskernes tilgang til opgaveløsning til hold 7, som oplevede, at afghanerne løste deres opgaver ud fra deres egne præmisser og stort set uden mentorernes indblanding.

- Nåede vi så målet – kan afghanerne selv drive Camp Shorabak nu? Efter min vurdering nåede vi godt 80 procent i mål. Klinikken kommer nok aldrig op på fuld standard, og den afghanske logistik giver stadig store udfordringer, men garnisonen står meget stærkere nu, end da vi startede, og GOMLT har efterladt varige fingeraftryk, ikke blot i form af infrastruktur, men så sandelig også i form af metodik og holdninger, konkluderede generalmajor Henrik R. Dam.

Afslutningsvis benyttede han lejligheden til at takke Hærens Operative Kommando, Søværnets Operative Kommando og de øvrige funktionelle tjenester i forsvaret for et godt og konstruktivt samarbejde om GOMLT.

- Med GOMLT har vi vist, at personel fra alle tre værn og de funktionelle tjenester kan løse opgaver sammen, hvor forskelligheden har været en styrke og ikke en svaghed personificeret ved de kompetente og professionelle mennesker, der har været med i GOMLT. Og til alle jer fra GOMLT: Well done,


Paraden blev afsluttet med at flyvevåbnets kommandofane nr. 2 blev returneret til Flyvertaktisk Kommando. Her er det chefen for GOMLT Hold 7, oberstløjtnant Jens Lindvig, som modtager fanen for kort efter at overdrage den til generalmajor Henrik R. Dam, chef for flyvertaktisk Kommando. (Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste)