[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Tusinder og atter tusinder af tilskuere – blandt dem Frankrigs præsident og andre prominente gæster – kunne søndag den 14. juli 2013 se en dansk C-130 Hercules flyve med i en tre-skibs-formation over Paris. Det skete som et led i fejringen af den franske Bastille-dag, som hvert år lægger til grund for et enormt optog af soldater og militært materiel.

Det er Flyvevåbnets og den danske Hercules’ støttende indsats i forbindelse med franske operationer i Mali, der lægger til grund for den særlige invitation. Ti mand var af sted – fem i flyet og fem på jorden ved Det Danske Hus på Champs-Élyssée.

- Det var en stor oplevelse, siger pilot Thibaut Guilbert, som var med i flyet:

- At flyve i 250 meters højde henover Paris sammen med så mange andre fly mens man ser på Eiffeltårnet - at være en del af så stor en opsætning - det var virkelig specielt. Man får jo aldrig lov til ellers at flyve så lavt henover en by, mens tusindevis kigger fra både jornde og bag tv-skærmene.

Flyet lå under overflyvningen i tæt formation med både et tysk og et fransk transportfly, som også havde deltaget i Operation Serval i Mali. De fløj i 150-200 meters højde; til sammenligning er Eiffeltårnet 324 meter højt.

- Det er lidt vildt, når det er så tæt på. Man får en følelse af at være en del af en stor begivenhed. Det er noget andet end at flyve fra A til B med en F-16 motor, smiler Thibaut Gilbert, hvis far er fra Frankrig.

- Hvad var dagens højdepunkt?

- Det var, da vi krydsede ind over La Défense, af to grunde: Den nye triumfbue (La GFrande Arche, red.) er jo tegnet af en dansker, men  det var især på grund af bydelens høje kontorbygninger med tårne, som man er nødt til at komme henover, inden man går ned i højden. På vores venstre side clearede vi et tårn med små hundrede meter – det føles tæt på. Alle øjne, undtagen skipperen, holder øje med det., forklarer Thibaut Guilbert.

Sidste gang, danskere deltog i fejringen, var i 2008, da præsident Sarkozy hilste bidrag fra andre europæiske lande velkommen. Dengang var det et dansk politikorps, der var med.