[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Efter en intensiv weekend med flyvninger for at lære det 20x40 kilometer store øvelsesterræn bedre at kende, er øvelsen nu skudt i gang for alvor. Det er første gang danske helikoptere er med i øvelsen, som er en tro kopi af Joint Helicopter Force, der har til huse på Camp Bastion i Afghanistan, og som styrer helikopteroperationerne i Helmand-provinsen underlagt USMC.

- For briterne er det den afsluttende forberedelse for de godt 8000 mand, der står for at skulle til Afghanistan, men det primære formål for os, er at få indhentet erfaring med at flyve taktisk troppetransport, og at indgå i et samarbejde med andre nationer om driften af en helikopterorganisation. Derudover er det også vigtigt for os, at få testet, hvordan vi kan vedligeholde maskinerne under meget primitive forhold, fortæller Finn Christensen, der er chef for det danske bidrag på 34 mand fra Helicopter Wing Karup.


Det danske bidrag inkluderer også mekanikere, missionsplanlæggere og støttepersonel, som skal indhente erfaring i at holde EH101'ere i luften under en udsendelse til et missionsområde.

Erfarne besætninger
De danske besætninger er ikke helt grønne ud i taktisk troppetransport. De fem helikopterpiloter, der er med på Pashtun Jaguar, har tidligere været tilknyttet Royal Air Force som udvekslingspiloter og har været udsendt til Irak og Afghanistan for at flyve de britiske EH-101'ere. For dem fungerer øvelsen i høj grad som finpudsning af de taktisk discipliner, de har lært igennem de seneste par år.

- Det væsentligste vi tager med fra briterne er deres taktiske mind-set. Sådan noget som at flyve med en kanon hængende under helikopter eller med en masse tropper bagi, skyde ud fra helikopteren eller flyve 30 meter over jorden i formation om natten, gør vi jo ikke så meget i, når vi flyver redningshelikopter i Danmark. Det fortæller piloten SIK, som selv var udsendt med de første britiske EH-101'ere i Afghanistan i 2009. Efter øvelsen skal han fungere som instruktør i taktisk flyvning, og være med til at gøre de danske besætninger klar til den nye opgave med at flyve i krigszoner.

Øvelsen kører frem til søndag, og inkluderer foruden de danske EH101'ere blandt andet 16 britiske Apache, Lynx, Merlin og Chinook-helikoptere.


Den første mission for de danske helikopteren i øvelsen, bliver at indsætte tropper i samarbejde med britiske Apache kamphelikoptere.