[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets udsendte radarenhed i Afghanistan, MACC, afviklede i weekenden DANCON march. Marchen blev afholdt på basen Camp Marmal ved Mazar-e-Sharif. Det er en tradition, at udsendte danske soldater, på danske missioner, afholder en DANCON march. Lige siden 1972, hvor den første blev afholdt på Cypern, har soldater kæmpet sig igennem de 20-25 km, iført uniform og med 10 kg oppakning.


Oppakningen skal veje mindst 10 kg.

Ved denne lejlighed var der inviteret gæster med fra de nordiske lande i form af svenskere, nordmænd og finner. I alt stillede 56 deltagere op over lørdagens og søndagens march, der alle skulle tilbagelægge den 23,4 km lange rute. Natten mellem fredag og lørdag bød på et slemt stormvejr, der kunne have besværliggjort den praktiske gennemførelse, men både lørdag og søndag morgen var dette en saga blot, og vejret bød på solskin og minimal vind.


Camp Marmal ligger i det nordlige Afghanistan.

Programmet, som var ens begge dage, omfattede officiel åbning klokken 08:15 ved Claus L. Christiansen, der er chef for Hold 4. Efterfølgende var der indregistrering samt kontrolvejning af deltagernes oppakning.  Efter lidt hyggeligt samvær, afsluttende individuel forberedelse og det obligatoriske holdbillede udenfor vores lejr, blev marchen sat igang kl. 09:00.



Der var vidt forskellige udgangspunkter, for hvordan hver enkelt havde planlagt marchforløbet. Nogle valgte kampen mod uret, nogle fulgtes ad gruppevis og en enkelt havde endda medbragt en blokfløjte til at holde humøret højt undervejs. Fælles for alle var dog, at det var en udmattende affære. Som marchen skred frem, og hver enkelt fik føling med sine kræfter, tog mange kampen op for at få sig en så god en tid som muligt. Ude på ruten var der opstillet en ernæringspost, hvor det var muligt at få kolde væsker og chokolade. Rutens sammensætning betød, at man kom forbi posten fem gange. En opsynsmand kørte endvidere rundt i bil, for at holde øje med marchdeltagernes ve og vel. Personen fik prikket hul på en del vabler under de to dages march. En nordmand, med det sigende navn Björn, var alle overlegen og kom på flot vis ind i tiden 2 timer og 14 minutter. Det er ny rekord for biddraget, der indtil videre har afholdt fire marcher, én for hvert hold. Hurtigste dansker og en samlet nummer 2 blev Danny Christensen, der kom ind i tiden 2 timer og 37 minutter.


Danny Christensen blev nummer to.

Til trods for lidelserne undervejs på ruten, var der lutter smil og godt humør i målområdet. Deltagerne fra de nordiske lande var alle meget glade for at have fået muligheden for at medvirke. 14 nordmænd, 8 finner, 17 svenskere og 17 danskere stillede op og gennemførte alle.



Danskernes lejr på Camp Marmal hedder Arkham - opkaldt efter sindsyge hospitalet i Batman-universet.