[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Der er i den seneste tid blevet arbejdet målrettet mod en samling af flere af de opgaver, som indtil for nylig blev løst af personellet i CAOC Finderup (Combined Air Operations Center), den netop lukkede NATO-installation, der ligger under jorden mellem Viborg og Holstebro.

Dette arbejde er i høj grad blevet ledet af den afgående chef for Expeditionary Air Staff, Bernd B. Christiansen, som har siddet i chefstolen i Flyvevåbnets mindste enhed i 13 måneder. Blandt andet for dette arbejde takkede chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam, da han fratog Bernd B. Christiansen sin kommando.

- Oprettelsen af INAOC i rammerne af Expeditionary Air Staff har været en stor opgave, der er blevet udført til punkt og prikke og – vigtigst af alt – til tiden, således at EAS/INAOC var klar til at løfte opgaverne da CAOC Finderup lukkede den 30. juni, sagde Henrik Røboe Dam. INAOC er en forkortelse for Interim Nationalt Air Operations Center.

Bernd B. Christiansen forsætter sin karriere som chef for Flyverhjemmeværnet.


Bernd B. Christiansen foran sine folk kort før ceremonien. Foto: Lars Skjoldan

Ny chef
Derefter overdrog generalmajoren kommandoen til oberstløjtnant Jannik Skov, som kommer til at fungere som chef ved siden af sit normale virke. Den løsning har været nødvendig, da der er udnævnelsesstop i Forsvaret under implementeringen af det nye forsvarsforlig.

- Jeg sagde sidste år ved chefskiftet, at Expeditionary Air Staff fortjener at have en chef på fuld tid. Det mener jeg stadig, men omstændighederne omkring udnævnelsesstop og forligsimplementering tvinger mig desværre udi ikke at kunne besætte stillingen med en ny oberst. Men Jannik Skov kan med sin store erfaring fra CAOC Finderup drive udviklingen videre, og jeg er helt sikker på, at alle medarbejdere vil støtte op om ham og fortsat løse opgaverne på forbilledlig vis, sagde Henrik Røboe Dam.

Efter ceremonien talte Jannik Skov kort til sine medarbejdere. Han sagde blandt andet, at han var sikker på, at de sammen vil kunne fortsætte udviklingen, og at han er stolt over at overtage kommandoen.


Jannik Skov sammen med Henrik Røboe Dam i det øjeblik, hvor kommandoen formelt blev overdraget. Foto: Lars Skjoldan